Side:Ny Hungrvekja.djvu/70

dat rett at segja, at einn var kominn lángt fram mot Nordlendingskapinn; — men dá vildi jau heldr inki nokkurr tanki á eitt norrönt mál kunna vera til. Soleid er dat imedan inki. Dat er jau (me eru nöyddi at segja dat attr) so lángt frá at dei tvæ tjodir, Nordmenn og Danir, hava sama málit, at dann eina tjodin, Nordmannanna, hevir tvau mál, av deim dat eina, dat norröna, höyrir ein stor yvirmengd til, dat annat, dat danska, ein litil undirmengd. Innan dessi tjodinni hava me nu sjet, hvorleid dat eina frumsevnit, dat norröna, á ymsum vegum er i fremdi, medan dat annat, dat danska, er burthvervandi. Nu er detta sprettanda og vaksanda norröna frumsevnit, umframt at dat verdr átt av dann stora yvirmengd her tillands, mykit nærskyldt hin mállydska, som verdr tolud av Sviarni, eitt mykit mángtaligara og veldugara folk enn Danirni, dat sama, som verdr tolud av dei hugvitsligi frændr ut á Island og av dei glöymdi á Færöyum, og dat sama, som fyri dess hátt og dess saga er ætlat som eitt styrki- og reinsi-