Denne siden er korrekturlest
ramme ham selv og mig en sorg som jeg aldrig kan glemme,
sorg over ham som vi savner forlængst. Vi vet ikke endnu
om han er død eller lever. Nu jamres vel over hans skjæbne
baade av gubben Laërtes og Penelopeia, hans hustru,
og av Telemakos, sønnen som nylig var født, da han reiste.»
Saa han talte, og trangen til graat han vakte hos sønnen.
Nu da hans far blev nævnt, randt taarene stridt fra hans øine.
Op for øinene holdt han med hænderne kappen den skjønne
farvet i straalende purpur. Da saa Menelaos omsider
ynglingens graat og grublet en stund i sit sind og sit hjerte,
om det var bedst at han selv fik nævne sin far, eller drotten
først skulde spørre ham ut og friste at løse hans tunge.
Medens han tænkte paa dette med tvil i sit sind og sit hjerte,
kom til mændenes sal fra sit duftende høienloftskammer
Hélena, Artemis lik, hin mø som skyter med guldpil.
Frem bar ternen Adraste den prægtige stol, og Alkippe
kom med et tæppe av fineste uld, som hun bredte paa stolen.
Fylo kom ind med kurven av sølv, en skjænk fra Alkandra,
Polybos' værdige viv. Han hersket som konge i Tebai
fjernt i aigypternes land, hvor husene bugner av skatte.
Herskeren gav Menelaos to hamrede sølvkar til badet,
ti talenter i guld og treføtter, tvende i tallet.
Helena fik av hans viv de skjønneste gaver, en herlig
ten av det pureste guld og en kurv med hjul under bunden.
Kurven var formet av sølv; men av guld var den øverste runding.
Fylo bar sølvkurven frem og satte den ved hendes side,
fyldt til randen med finspundet garn, og ovenpaa kurven
laa hendes ten, og violfarvet uld var viklet om guldet.
Nu tok hun plads paa sin stol med en skammel ved foten, og ivrig
spurte hun straks sin mand om alt hvad hun ønsket at vite.
«Vet vi da nu, Menelaos, hvem disse som nylig er kommet
hit til vor borg og gjester vort hus, gir sig ut for at være?
Enten jeg nu faar ret eller ei, maa jeg si hvad jeg tænker.
Ti jeg maa si at jeg aldrig har set saa slaaende likhet
hverken hos mand eller kvinde. Forunderlig er det at skue
hvor han livagtig ser ut som en søn av den djerve Odyssevs,
Kanske Telemakos selv, som nylig var født, da han reiste,
dengang min skamløshet voldte at I, de bedste akaier,
stevnet i leding til Troja og yppet de hidsige kampe.>
sorg over ham som vi savner forlængst. Vi vet ikke endnu
om han er død eller lever. Nu jamres vel over hans skjæbne
baade av gubben Laërtes og Penelopeia, hans hustru,
og av Telemakos, sønnen som nylig var født, da han reiste.»
Saa han talte, og trangen til graat han vakte hos sønnen.
Nu da hans far blev nævnt, randt taarene stridt fra hans øine.
Op for øinene holdt han med hænderne kappen den skjønne
farvet i straalende purpur. Da saa Menelaos omsider
ynglingens graat og grublet en stund i sit sind og sit hjerte,
om det var bedst at han selv fik nævne sin far, eller drotten
først skulde spørre ham ut og friste at løse hans tunge.
Medens han tænkte paa dette med tvil i sit sind og sit hjerte,
kom til mændenes sal fra sit duftende høienloftskammer
Hélena, Artemis lik, hin mø som skyter med guldpil.
Frem bar ternen Adraste den prægtige stol, og Alkippe
kom med et tæppe av fineste uld, som hun bredte paa stolen.
Fylo kom ind med kurven av sølv, en skjænk fra Alkandra,
Polybos' værdige viv. Han hersket som konge i Tebai
fjernt i aigypternes land, hvor husene bugner av skatte.
Herskeren gav Menelaos to hamrede sølvkar til badet,
ti talenter i guld og treføtter, tvende i tallet.
Helena fik av hans viv de skjønneste gaver, en herlig
ten av det pureste guld og en kurv med hjul under bunden.
Kurven var formet av sølv; men av guld var den øverste runding.
Fylo bar sølvkurven frem og satte den ved hendes side,
fyldt til randen med finspundet garn, og ovenpaa kurven
laa hendes ten, og violfarvet uld var viklet om guldet.
Nu tok hun plads paa sin stol med en skammel ved foten, og ivrig
spurte hun straks sin mand om alt hvad hun ønsket at vite.
«Vet vi da nu, Menelaos, hvem disse som nylig er kommet
hit til vor borg og gjester vort hus, gir sig ut for at være?
Enten jeg nu faar ret eller ei, maa jeg si hvad jeg tænker.
Ti jeg maa si at jeg aldrig har set saa slaaende likhet
hverken hos mand eller kvinde. Forunderlig er det at skue
hvor han livagtig ser ut som en søn av den djerve Odyssevs,
Kanske Telemakos selv, som nylig var født, da han reiste,
dengang min skamløshet voldte at I, de bedste akaier,
stevnet i leding til Troja og yppet de hidsige kampe.>
