Denne siden er korrekturlest
«Alt hvad du nævnte, min hustru, er sandt; du har truffet det rette.
Vidt har jeg vanket i verden omkring, og mangfoldige helter
traf jeg og merket mig vel deres sind og forstandige tanker.
Dog, mine øine har endnu ei set blandt kjæmper hans make,
en som i mandsmot og kløkt holdt maal med den djerve Odyssevs.
Likesaa dristig var ogsaa en daad som den kraftige høvding
vaaget i træhestens buk, hvor jeg og argeiernes fyrster
sat og pønset paa død og fordærv for troernes stridsmænd.
Selv kom du vandrende dit. Forvisst maa en guddom ha sendt dig,
en som har villet at troernes mænd skulde vinde sig hæder.
Helten Deîfobos, skjøn som en gud, var med i dit følge.
Tregange gik du omkring vort skjul og følte paa hesten,
medens du nævnte ved navn danaernes ypperste helter.
Skuffende lignet din røst deres elskede hustruers stemme.
Medens nu jeg og Tydevs' søn og den gjæve Odyssevs
sat blandt de andre i træhestens buk og hørte dig rope,
følte vi to, Diomedes og jeg, en brændende længsel
efter at skynde os ut eller svare derinde paa ropet.
Dog, Odyssevs fik stanset os straks og dæmpet vor higen.
Ikke en lyd blev hørt fra alle de andre akaier.
Bare Antiklos var nær ved at gi dig et svar, da du ropte.
Holdt da Odyssevs for høvdingens mund de vældige næver
uten at slippe sit tak og frelste akaiernes helter.
Drotten holdt fast, til Atene fik ført dig bort ifra hesten.»
Nu tok den kloke Telemakos straks til orde og mælte:
«Atrevs' søn Menelaos, gudfostrede høvding for stridsmænd!
Bare des værre for ham; ti det frelste ham ikke fra døden,
selv om et hjerte av haardeste jern han hadde i brystet.
Men det er sent; saa før os da nu til vor seng, saa vi begge
snart kunde komme til ro og hvile i søteste slummer.»
Saa han talte, og Helena bød de tjenende kvinder
straks at sætte i forhallen frem to senger med fine
purpurfarvede bolstre og lægge paa disse de bløte
tæpper og kapper av langhaaret uld at svøpe sig ind i.
Ternerne vandret fra hallen med brændende fakler i hænde.
Sengene redte de straks, og dit blev de ført av herolden.
Der gik Telemakos selv og den herlige ætling av Nestor
begge til ro i det skjønne palads under forhallens hvælving.
Vidt har jeg vanket i verden omkring, og mangfoldige helter
traf jeg og merket mig vel deres sind og forstandige tanker.
Dog, mine øine har endnu ei set blandt kjæmper hans make,
en som i mandsmot og kløkt holdt maal med den djerve Odyssevs.
Likesaa dristig var ogsaa en daad som den kraftige høvding
vaaget i træhestens buk, hvor jeg og argeiernes fyrster
sat og pønset paa død og fordærv for troernes stridsmænd.
Selv kom du vandrende dit. Forvisst maa en guddom ha sendt dig,
en som har villet at troernes mænd skulde vinde sig hæder.
Helten Deîfobos, skjøn som en gud, var med i dit følge.
Tregange gik du omkring vort skjul og følte paa hesten,
medens du nævnte ved navn danaernes ypperste helter.
Skuffende lignet din røst deres elskede hustruers stemme.
Medens nu jeg og Tydevs' søn og den gjæve Odyssevs
sat blandt de andre i træhestens buk og hørte dig rope,
følte vi to, Diomedes og jeg, en brændende længsel
efter at skynde os ut eller svare derinde paa ropet.
Dog, Odyssevs fik stanset os straks og dæmpet vor higen.
Ikke en lyd blev hørt fra alle de andre akaier.
Bare Antiklos var nær ved at gi dig et svar, da du ropte.
Holdt da Odyssevs for høvdingens mund de vældige næver
uten at slippe sit tak og frelste akaiernes helter.
Drotten holdt fast, til Atene fik ført dig bort ifra hesten.»
Nu tok den kloke Telemakos straks til orde og mælte:
«Atrevs' søn Menelaos, gudfostrede høvding for stridsmænd!
Bare des værre for ham; ti det frelste ham ikke fra døden,
selv om et hjerte av haardeste jern han hadde i brystet.
Men det er sent; saa før os da nu til vor seng, saa vi begge
snart kunde komme til ro og hvile i søteste slummer.»
Saa han talte, og Helena bød de tjenende kvinder
straks at sætte i forhallen frem to senger med fine
purpurfarvede bolstre og lægge paa disse de bløte
tæpper og kapper av langhaaret uld at svøpe sig ind i.
Ternerne vandret fra hallen med brændende fakler i hænde.
Sengene redte de straks, og dit blev de ført av herolden.
Der gik Telemakos selv og den herlige ætling av Nestor
begge til ro i det skjønne palads under forhallens hvælving.
