Denne siden er korrekturlest
Saa han talte og vendte sig straks til sønnen Hermeias:
«Hør nu, Hermeias, mit ord. Min erendsvend er du jo stadig:
Meld til den haarfagre nymfe mit bud som ikke kan rokkes,
at den standhaftige helt Odyssevs skal stevne til hjemmet.
Ei skal han ha nogen gud eller dødelig mand i sit følge;
men paa den tyvende dag skal helten paa sterkbygget farkost
komme til Skjerias frugtbare land efter lidelser haarde,
der hvor faiakerne bor, et folk som er gudernes frænder.
Disse skal hædre av hjertet sin gjest, som var han en guddom,
og paa et skib skal de sende ham trygt til hans elskede hjemland,
naar de har skjænket ham kobber og guld og klær i mængde,
mer end Odyssevs tilforn hadde vundet av skatte ved Troja,
selv om han uskadt var naadd til sit hjem med sin andel av byttet.
Ti det skal times ham snart at se sine kjære og komme
hjem til sin elskede fædrenejord og sin herlige kongsgaard.»
Saa han talte. Den lynsnare erendsvend lystret ham villig,
og under føtterne bandt han i hast de straalende skjønne
himmelske saaler av guld som fører ham hurtig som vinden
hen over hav og hen over land til jorderiks ender.
Derefter grep han sin stav. Med den kan han trylle i dvale
menneskers øine, saa ofte han vil, og vække av slummer.
Holdende den i sin haand fløi gudernes mægtige ilbud
over Pierias land og dalte fra luften mot havet.
Derefter svævet han let over bølgernes kam som en maake
som paa det evig ufrugtbare hav i de ødslige bugter
fanger sig fisk og dypper de flaksende vinger i vandet.
Likesaa let for Hermes avsted over talløse bølger.
Men da han kom paa sin flugt til den ensomme ø det fjerne,
svang han sig op fra violfarvet hav paa stranden og vandret
hen over land, til han kom til den mægtige hvælvede grotte,
nymfens, den haarfagres hjem, og han traf hende inde i hallen.
Flammende brændte paa arnen et baal, og vidt over øen
spredtes den duftende røk av thuja og finkløvet ceder.
Indenfor syslet hun selv med sin væv og fæstet sin islæt
kyndig med vævske av guld og sang med sin deilige stemme.
Mørkbladet poppel og or og duftende, ranke cypresser
vokste om grotten i tætteste skog med frodige kroner.
Fuglenes vingede flok hadde bygget sig der sine reder,
ugle og jagende falk og langtunget kraake fra stranden,
«Hør nu, Hermeias, mit ord. Min erendsvend er du jo stadig:
Meld til den haarfagre nymfe mit bud som ikke kan rokkes,
at den standhaftige helt Odyssevs skal stevne til hjemmet.
Ei skal han ha nogen gud eller dødelig mand i sit følge;
men paa den tyvende dag skal helten paa sterkbygget farkost
komme til Skjerias frugtbare land efter lidelser haarde,
der hvor faiakerne bor, et folk som er gudernes frænder.
Disse skal hædre av hjertet sin gjest, som var han en guddom,
og paa et skib skal de sende ham trygt til hans elskede hjemland,
naar de har skjænket ham kobber og guld og klær i mængde,
mer end Odyssevs tilforn hadde vundet av skatte ved Troja,
selv om han uskadt var naadd til sit hjem med sin andel av byttet.
Ti det skal times ham snart at se sine kjære og komme
hjem til sin elskede fædrenejord og sin herlige kongsgaard.»
Saa han talte. Den lynsnare erendsvend lystret ham villig,
og under føtterne bandt han i hast de straalende skjønne
himmelske saaler av guld som fører ham hurtig som vinden
hen over hav og hen over land til jorderiks ender.
Derefter grep han sin stav. Med den kan han trylle i dvale
menneskers øine, saa ofte han vil, og vække av slummer.
Holdende den i sin haand fløi gudernes mægtige ilbud
over Pierias land og dalte fra luften mot havet.
Derefter svævet han let over bølgernes kam som en maake
som paa det evig ufrugtbare hav i de ødslige bugter
fanger sig fisk og dypper de flaksende vinger i vandet.
Likesaa let for Hermes avsted over talløse bølger.
Men da han kom paa sin flugt til den ensomme ø det fjerne,
svang han sig op fra violfarvet hav paa stranden og vandret
hen over land, til han kom til den mægtige hvælvede grotte,
nymfens, den haarfagres hjem, og han traf hende inde i hallen.
Flammende brændte paa arnen et baal, og vidt over øen
spredtes den duftende røk av thuja og finkløvet ceder.
Indenfor syslet hun selv med sin væv og fæstet sin islæt
kyndig med vævske av guld og sang med sin deilige stemme.
Mørkbladet poppel og or og duftende, ranke cypresser
vokste om grotten i tætteste skog med frodige kroner.
Fuglenes vingede flok hadde bygget sig der sine reder,
ugle og jagende falk og langtunget kraake fra stranden,
