Denne siden er korrekturlest
«Sandelig er du en skjelm og vet hvordan bedst du skal sno dig,
slik som du nu har forstaat med kløkt at forme din tale.
Jorden og himmelens hvælv og Styks som strømmer i dypet,
elven som nævnes med hemmelig gru av de salige guder,
naar de vil sverge sin dyreste ed, skal høre mit løfte,
at jeg ei siden skal pønse paa ondt eller volde dig vanheld;
men jeg skal si hvad jeg mener, det raad som jeg selv vilde finde
baadet mig bedst, naar jeg trængtes saa haardt av truende farer.
Ei er mit sind ubilligt og haardt, og hjertet som banker
her i mit bryst, er ikke av jern, men aapent for medynk.»
Saaledes lød hendes trøstende ord, og den skjønne Kalypso
ilte nu foran med hastige skridt, og han fulgte gudinden.
Kom de da frem til den hvælvede hal, gudinden og manden.
Der tok han sæte paa stolen som nys den mægtige Hermes
reiste sig fra, og nymfen bar frem for ham alleslags retter,
alt hvad en dødelig mand kan nyte av mat og av drikke.
Selv tok hun sæte med ansigtet vendt mot den gjæve Odyssevs.
Ternerne satte ambrosia frem for gudinden og nektar.
Begge tok for sig med lyst av de fremsatte herlige retter.
Men da de saa hadde frydet sit sind med mat og med drikke,
tok som den første gudinden, den skjønne Kalypso til orde:
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnare kloke Odyssevs.
Er det da virkelig saa at du nu har i sinde at drage
straks til dit elskede hjem? Trods alt, ha lykke paa reisen!
Dog, om det nu stod klart for din sjel, hvad den grufulde skjæbne
vil du skal døie av ondt, før du naar til dit fædrene hjemland,
blev du nok her og slog dig til ro hos mig i min grotte
som en udødelig gud, hvor gjerne du end vilde skue
atter din viv, som du mindes hver dag med brændende længsel.
Visselig tør jeg dog si at jeg ei staar tilbake for hende
hverken av vekst eller aasyn; ti ei kan en dødelig kvinde
kappes i skjønhet og statelig vekst med en evig gudinde.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Høie gudinde, la ikke min hjemve vække din harme.
Visselig vet jeg jo selv at den kløktige Penelopeia
ei er din like i statelig vekst og blændende skjønhet.
Dødelig er hun av æt; dig truer ei død eller ælde.
Aa, men det er dog mit stadige haab og min brændende længsel
at jeg maa skue den dag, da jeg atter kan stevne mot hjemmet.
slik som du nu har forstaat med kløkt at forme din tale.
Jorden og himmelens hvælv og Styks som strømmer i dypet,
elven som nævnes med hemmelig gru av de salige guder,
naar de vil sverge sin dyreste ed, skal høre mit løfte,
at jeg ei siden skal pønse paa ondt eller volde dig vanheld;
men jeg skal si hvad jeg mener, det raad som jeg selv vilde finde
baadet mig bedst, naar jeg trængtes saa haardt av truende farer.
Ei er mit sind ubilligt og haardt, og hjertet som banker
her i mit bryst, er ikke av jern, men aapent for medynk.»
Saaledes lød hendes trøstende ord, og den skjønne Kalypso
ilte nu foran med hastige skridt, og han fulgte gudinden.
Kom de da frem til den hvælvede hal, gudinden og manden.
Der tok han sæte paa stolen som nys den mægtige Hermes
reiste sig fra, og nymfen bar frem for ham alleslags retter,
alt hvad en dødelig mand kan nyte av mat og av drikke.
Selv tok hun sæte med ansigtet vendt mot den gjæve Odyssevs.
Ternerne satte ambrosia frem for gudinden og nektar.
Begge tok for sig med lyst av de fremsatte herlige retter.
Men da de saa hadde frydet sit sind med mat og med drikke,
tok som den første gudinden, den skjønne Kalypso til orde:
«Høibaarne søn av Laertes, du raadsnare kloke Odyssevs.
Er det da virkelig saa at du nu har i sinde at drage
straks til dit elskede hjem? Trods alt, ha lykke paa reisen!
Dog, om det nu stod klart for din sjel, hvad den grufulde skjæbne
vil du skal døie av ondt, før du naar til dit fædrene hjemland,
blev du nok her og slog dig til ro hos mig i min grotte
som en udødelig gud, hvor gjerne du end vilde skue
atter din viv, som du mindes hver dag med brændende længsel.
Visselig tør jeg dog si at jeg ei staar tilbake for hende
hverken av vekst eller aasyn; ti ei kan en dødelig kvinde
kappes i skjønhet og statelig vekst med en evig gudinde.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Høie gudinde, la ikke min hjemve vække din harme.
Visselig vet jeg jo selv at den kløktige Penelopeia
ei er din like i statelig vekst og blændende skjønhet.
Dødelig er hun av æt; dig truer ei død eller ælde.
Aa, men det er dog mit stadige haab og min brændende længsel
at jeg maa skue den dag, da jeg atter kan stevne mot hjemmet.
