Denne siden er korrekturlest
Ynk mig da hersker! Din vernløse gjest kan jeg kaldes med rette.»
Saa han talte. Da stanset hin gud straks strømmen og bølgen.
Foran ham stillet han sjøgang og storm og frelste ham naadig
ind i sin munding. Da segnet han om og bøiet i mathet
knær og kraftige armer. Hans hjerte var lammet av havet.
Svullen var hele hans krop, og sjøvandet rislet i strømme
ut av hans næse og mund, og maalløs og uten at aande
laa han i avmagt; ti over ham kom en frygtelig træthet.
Men da han aandet paany og atter var kommet til samling,
løste han straks fra sit bryst hint slør, som han fik av gudinden,
slap det saa ut i den speilklare elv som strømmet mot havet.
Brusende førte en bølge det ned efter strømmen, og Ino
fanget det straks i sin haand. Selv steg han fra elven og knælte
ned mellem breddernes siv og kysset den frugtbare jordbund.
Trykket av tungsind talte han saa til sit mandige hjerte:
«Ve mig! Hvad times mig nu? Hvad skal dog bli enden paa dette?
Dersom jeg dvæler en pinefuld nat ved bredden av elven,
frygter jeg for at den kjølige dugg og den stivnende rimfrost
efter min avmagt skal kue mig helt og røve mig livet.
Kjølige vinddrag blæser jo hit fra elven før daggry.
Men hvis jeg gaar over bakkerne hist og sovner i krattet
inde i storskogens skyggende ly, dersom kulde og mathet
under mig ro, og den kvægende søvn vil lukke mit øie,
gruer jeg for at vorde til rov og bytte for vilddyr.»
Tyktes da dette ham bedst, da han grublende søkte en utvei:
Raskt gik han ind i en skyggefuld skog, som viden var synlig,
nær ved den rislende elv. Der søkte han ly under tvende
tæt sammenflettede trær, et oljetræ tæt ved en hvittjørn.
Der kunde hverken den sterkeste blæst av fugtige vinde
trænge sig ind eller solskinnet naa med de lysende straaler.
Ned gjennem løvtaket trængte ei regn; saa tæt var de vokset
ind i hinanden med grenenes net, og ind under disse
krøp nu Odyssevs og redte sig straks et makelig leie;
ti av det nedfaldne løv var en rikelig mængde at finde,
nok til at to eller tre omflakkende mænd kunde vernes
lunt og varmt mot den skarpeste frost ved midtvinters tide
Glad blev da den haarføre helt Odyssevs ved synet.
Saa han talte. Da stanset hin gud straks strømmen og bølgen.
Foran ham stillet han sjøgang og storm og frelste ham naadig
ind i sin munding. Da segnet han om og bøiet i mathet
knær og kraftige armer. Hans hjerte var lammet av havet.
Svullen var hele hans krop, og sjøvandet rislet i strømme
ut av hans næse og mund, og maalløs og uten at aande
laa han i avmagt; ti over ham kom en frygtelig træthet.
Men da han aandet paany og atter var kommet til samling,
løste han straks fra sit bryst hint slør, som han fik av gudinden,
slap det saa ut i den speilklare elv som strømmet mot havet.
Brusende førte en bølge det ned efter strømmen, og Ino
fanget det straks i sin haand. Selv steg han fra elven og knælte
ned mellem breddernes siv og kysset den frugtbare jordbund.
Trykket av tungsind talte han saa til sit mandige hjerte:
«Ve mig! Hvad times mig nu? Hvad skal dog bli enden paa dette?
Dersom jeg dvæler en pinefuld nat ved bredden av elven,
frygter jeg for at den kjølige dugg og den stivnende rimfrost
efter min avmagt skal kue mig helt og røve mig livet.
Kjølige vinddrag blæser jo hit fra elven før daggry.
Men hvis jeg gaar over bakkerne hist og sovner i krattet
inde i storskogens skyggende ly, dersom kulde og mathet
under mig ro, og den kvægende søvn vil lukke mit øie,
gruer jeg for at vorde til rov og bytte for vilddyr.»
Tyktes da dette ham bedst, da han grublende søkte en utvei:
Raskt gik han ind i en skyggefuld skog, som viden var synlig,
nær ved den rislende elv. Der søkte han ly under tvende
tæt sammenflettede trær, et oljetræ tæt ved en hvittjørn.
Der kunde hverken den sterkeste blæst av fugtige vinde
trænge sig ind eller solskinnet naa med de lysende straaler.
Ned gjennem løvtaket trængte ei regn; saa tæt var de vokset
ind i hinanden med grenenes net, og ind under disse
krøp nu Odyssevs og redte sig straks et makelig leie;
ti av det nedfaldne løv var en rikelig mængde at finde,
nok til at to eller tre omflakkende mænd kunde vernes
lunt og varmt mot den skarpeste frost ved midtvinters tide
Glad blev da den haarføre helt Odyssevs ved synet.
