Side:Olaf Bull - Digte 1909.djvu/34

Denne siden er godkjent


En brandmur graaner i gaarden;
der ringer en klokke etsteds —?
Den straaler sig ud i vaaren,
en egen, krævende kreds —;
den tyndslidte staal forkynder
klimprende hén for sig,
at noget af vegt begynder
som slet ikke angaar mig!

Monstro var jeg lykkelig blevet
bagenom bjældernes hegn?
Burde vidst helst ha strævet
i ly af en madklokkes tegn!
Men hvad blir en jordbøid bjælde
med spjættende, spinkel klang,
naar hjertet tar til at vælde
hele mit blod i sang?

Naar hjertet ringer i brystet
og slaar med sin blodige knevel,
trukket med tause touge
atter og fram af en djævel —,