Denne siden er korrekturlest
Hun ror i fine strimer
og kravler snart bag blomster,
mens tjernets taarer triller
af snehvid gaasehud —
og til sin lænd hun napper
et slør af kveldens taage
og fæster skjævt til haaret
en sikke — alt sit skrud.
Og sine rosenfødder
hun kipper ind i myge
blaagule torskeflabber
og tøfler let afsted — — —
hun har en haaret herre
med ibenhorn i panden
og røde djævlekrøller
fordulgt i krattets fred!
Og vips saa er hun borte
bag nypens æreporte,
og vips saa er der stille
til tjernets søvnblaa bund.
