Denne siden er korrekturlest
Og slik den inat er tvættet
med grene og mos og maane,
er luften i dette kammer
umenskelig ren og sund!
Nu svælger mit hjerte yppigt
og overjordisk i vaaren,
og haanden famler paa bordet — —
og streifer et hvidt papir!
Et brev fra den evigt ømme,
hvis skrifttegn, faste og fine,
brusende lette som drømme
henover arket glir — — —
Mit eget navn kan jeg tyde
ved glansen af maanens bjærge,
og hendes kjære derunder,
og indimellem et ord — — —
Men ordenes form forrinder,
før de faar tid til at fryde,
ned i det hvite, som skinner
magisk, som perlemor!
