Side:Olaf Bull - Nye digte.djvu/40

Og moren drømte, med sin tinding vendt
mod buen af den kolde kirkemur,
om noget fjærnt og lyst, som før var hændt
ved blide aaer, i en grøn natur — —
Som om hun ung og hvidklædt kom forbi
sin egen datter, Clara Eugenie,
og saa gik videre ved engens aa,
alene, ud mod havet i det blaa — —
Da strømmet solen gjennem kirken, skjært,
og moren hvisket, skjælvende og tung:
„Tilgi mig barn, om det var egenkjært,
at du blev ung, fordi jeg selv var ung!“

        *

Og præsten hævede for sidste gang
sin hvite haand med faste, rene ord —
men det som strømmet mod den mørke grund
var ikke viet vand, men viet jord!
Og moren rystet som et dyr, der léd,
og hørte mulden falde, klump for klump —
men fra det fjerne, seks-fod sjunkne bed
stod jordens stemme, skjælvende og dump:
„Min egen datter, Clara Eugenie —
kom du tilbage til det store alt!