Side:Olaf Bull - Nye digte.djvu/61

Denne siden er godkjent
JULENAT

Det evige vaade snefald
synker foruden en lyd
nedover jernstakittets
rækker af rustne spyd.

Da stiger en sælsom tuden
fra sør. Det er havets gjø.
Det hvidner. Nogen i ruden
ser mod den sorte sjø.

En blaasende dør staar aaben.
Der skrider en pige, stiv.
Hun bærer i kolde kaaben
en stump af sit eget liv.