Denne siden er godkjent
Høit, i svimle vægge hadde ødet
aabnet sig i bundløs lidenskab,
saa en keg det op i svarte kjødet
nede fra det frygtelige gab — —
Op af urden strittet furustokker,
smaa som pinder i den digre røs.
Mosen dækket over skumle blokker,
som i Arilds tid var revet løs — —
Vissen stormhat, rimet rævebjælde
stod i kulden af den kolde vægg,
hvor om vaaren ormer hang i fjældet,
og hvor gjøken glemte sine ægg — —!
Men den store vandreblok paa himlen
strømmet af sin sommers gjenfærdsskin
ned i svælgets frygtelige svimlen,
saa jeg skjalv og tænkte i mit sind:
