Han gik i Skole i sin Fødeby, maaske ogsaa en Tid i Hamburg, og indskreves ved Rostocks Universitet allerede 1605, Faderens Rectoratsaar, skjønt han først tre Aar senere virkelig begyndte de academiske Studier. Mellem Aarene 1612 og 1618 opholdt han sig i Udlandet. Først studerede han i Holland, hvor han havde Mødrenefrænder, samt besøgte Leiden, derefter var han en Tid i England og kom saa 1613 til Frankrige, hvor han tilbragte flere Aar, og havde, inden han vendte hjem, ogsaa gjæstet Florents og stiftet et nøiere Bekjendtskab med Rom.
Allerede forinden Johan Lauremberg drog ud i Verden, havde han erhvervet et literært Navn og gjort en lovende Begyndelse i den latinske Poesi. Efterligningen af de classiske Digtere var dengang i høieste Anseelse, og den Elegants og techniske Fuldkommenhed, som de talrige Humanister havde opnaaet, kan endnu hos den, der har gjort sig bekjendt med deres Verker, ikke andet end fremkalde Beundring. Det var ligefrem Tidens første og aandrigste Mænd, der kappedes om Palmen i denne Digtning. Ikke blot Professorer, Skolemænd og Geistlige, men Statsmænd, som f. Ex. den fra Paris’s Blodbryllup bekjendte franske Cantsler Michael Hospital og senere Hugo Grotius, ligesom i Danmark Griffenfeldt, Iver Rosenkrands og tilsidst Luxdorph vare Mestre deri, og talrige vare selv de Damer, der med Held forsøgte sig i Virgils og Horats’s Sprog, saaledes, for at anføre et Par Navne fra Norden, ikke alene Tyge Brahes berømte Søster, men længe senere endog Aurora Kønigsmark, Kong Augusts bekjendte Elskerinde, om hvem mange maaske ikke havde troet, at hun befattede sig med at maale latinske Versefødder.[1] Enhver literær
- ↑ Saml. Vitterhetsarbeten af Svenska Författare från Stjernhjelm till Dalin, utg. af P. Hanselli. vm. s. 100 flg.
