hele Myren kan blive braatebrændt, bør dette ikke forsømmes.
Asken blandes vel med Myrjorden ved Pløining, Harving eller Hakning.
Myren saaes til med Græsfrø af almindelig Timothei, af Engbunt (Aira cæspitosa), af Fjeldtimothei (Phleum alpinum), samt almindeligt Græsfrø (Hømo).
Eller ogsaa saaes der, hvis man kan række det, Havre den samme Sommer som Myren er bragt i dyrkningsfør Stand, og i Havren saar man Græsfrø og tromler. Kan man ikke række det samme Sommer, faar man bie til næste Aar. Havren høstes grøn til Foder.
Al den Gjødsel, som falder ved Sætren gjør man til Kompost eller Blandingsgjødsel med god Jord, Granbar og andet deslige, samt bruger denne til Overgjødsling paa Græsmarken.
Naar Græsset ikke længer voxer frodigt og giver lønnende Slaat, men Væxten begynder at tage af, saa gjentages Brændingen med Tørv, Braate, Stubber o. s. v. Er Myren grund, bør Tørvbrændingen ikke blive gjentaget. Hvis der ogsaa mangler Skov til Braatebrænding, er der ikke andet at gjøre, end at plovvende, harve og gjødsle, inden man igjen saar Græsfrø eller Havre.
Til disse Regler, der ere anførte efter Lindequist´s „Beretninger om Reiser i Bratsberg Amt i 1852 og 1853“, føie vi, efter den sidste af disse Beretninger, endnu følgende Bemærkninger om Dyrkning af Heidmyrerne; thi, som det paa flere Steder i dette Skrift er omtalt, kan man ikke noksom raade og opmuntre til at øge Foderavlten i vort Land, og fornemmelig paa Fjelde og Heider, der ere lidet eller aldeles ikke skikkede til Kornavl.
„En stor Deel Fjeld- og Heidmyrer kunne gjøres eller blive til god Græsmark. — Det er ikke vanskeligt at skjønne, hvad der er Aarsagen til, at der er gjort saa faa Prøver paa at faa disse Fjeldmyrer dyrkningsføre: Fjeldbonden har, som vi alt foran have sagt, saa lidet Skjøn eller Greide paa Myrdyrkning, at det ikke er sjelden, at Myrer af bedste Slags ofte ligge urørte og unyttede ved Bøen eller Jorderne tæt ved Gaarden; paa Fjeldet
