Syvende Stykke.
Om Skovdyrkning paa Myrer og Moser.
Der findes store Vidder af nøgne og skovløse Moser og Myrer i mange af Norges Skove, og om der end findes noget Skov paa en Deel af dem, saa er den ikke væxterlig, men oftest ussel og vantreven. Et godt og ordentligt Skovbrug kræver imidlertid altid, at den bør forbedres; thi det er en af Skovbrugets Hovedforskrifter, som enhver Eier og Bruger af Skov burde holde som en Lov, at intet Sted i Skoven bør være aabent eller træløst.
Findes der Skovvæxt paa Moserne, saa er det ofte Løvskov, Or og Birk, men væxterligheden er saa ringe, at den almindelig holder reent op at voxe ved en Alder af 30 — 40 Aar. Saadanne Moser kunne let blive bedre, naar man veiter dem passeligt ud og fælder Skoven saaledes, som det foreskrives for Underskov- eller Buske-Skov-Bruget[1] ; thi Stubberne skyde da nye og mere væxterlige Renninger eller Stubbeskud, og Jordbunden bliver fastere og tørrer, saa at den om nogen Tid kan bære bedre Træslag end før. Men naar Udveitingen har virket en Tid, bør den gamle vantrevne Skov rodhugges og tages væk, da den ellers vil tørke, fordi Fugtigheden og Væden tager for stærkt af for den efter Udveitingen. Har det før staaet Gran eller Fureskov
- ↑ Se herom Asbjørnsens Bog: „Om Skovbruget i Norge“, Side 217 til 221.
