mindste kan lægge op en 3-4 forskjellige Dynger og behandle hver for sig, saa at Gjødselen kan være passelig brændt til forskjelligt Brug. Dersom Gjødseldyngen skulde blive for tør og varm, øser man over den det Gjødselvand, som har samlet sig i Gropen, og hvis dette ikke forslaar tager man andet Vand. Fjøsgulvet bør være rigtig tæt, saa at Land og Gjødselvand ikke kan komme igjennem det, og de Render som lede Landet til Opsamlingsstedet maa ligeledes være tætte. Hvor dette ikke gaar an, bør der være saaledes indrettet, at der kan lægges en passelig Flo af Jord under Fjøset, som udtages saa ofte, som det er mættet med Land og Gjødselvand. Paa denne Maade rinder Landet strax ud, og naar da Møgen skuffes og føres ud Morgen og Aften, holdes det reenligt og sundt for Dyrene i Stald og Fjøs. — Mere om Gjødselens Samling og Bevaring kan læses paa de nævnte Steder i „Illustreret Nyhedsblad“ for 1856, Nr. 3 og 4, „Om sammenbyggede Udhuse for Landmanden“, og i Morgenbladet for 1856, Nr. 76.
Allerede for omtrent 50 Aar siden har en af de dygtigste og mest berømte Mænd, der har skrevet om Jordbruget, nemlig Thae (læs Tær) gjort opmærksom paa, at Tørv i sin naturlige Skik og Tilstand ikke altid er nogen god Gjødsel, da den for det Første meget langsomt gaar over i Røte, samt dernæst, at den i Forhold til Mængden heller ikke paa langt nær indeholder nok af de jordartede eller steenartede (uorganiske) Dele, som ere skikkede og udkræves til Næring for Væxterne. Han siger derfor, at man bør lægge Tørven floviis sammen med Kalk til Blandingsgjødsel eller Kompost, hvilket da giver et meget godt Gjødningsmiddel for alle Slags Jordarter. Dette er ogsaa siden ved mangfoldig Forfaring bleven stadfæstet.
Til Blandingsgjødsel bruges Kalken saaledes: først lægges der en Flo rigtig tør, sort Myrjord eller Muld, der er omtrent halvandet
