almindelig en saa stor Tilkostning baade af Arbeidskaft og Gjødsel, at Vindingen sluges derved. At dyrke Vintersæd i Fjeldbygder, hvor Grøden ikke er aarvis og paa flere Steder ved de mest veirhaarde Kyster i vort Land, hvor Vinterens Strenghed eller Veirlagets Ustadighed er til Hinder, medfører kun Tidsspilde og Tab; selv Dyrkningen af Vaarsædarterne Havre, Sommerhvede og Byg maa og bør indskrænkes i mange af Landets Egne, fordi Veirlaget er for koldt og Sommeren for kort.
Paa Grund af hvad der her er anført maa følgelig Dyrkningen af Græs og Fodervæxter ansees for den tryggeste og mest lønnende Drift, fordi den vil lede til at udvikle Fædriften, som af de anførte naturlige Grunde udgjør den væsentligste Deel af den norske Landmands Indtægtskilde. Dette maa dog ogsaa for en stor Deel rette sig efter Landets Forhold og Egnens Beliggenhed i Nærheden af Byer og Afsætningssteder. I Nærheden af Handelstæderne, hvor man kan kjøbe Kornet billigere, svarer det saaledes fornemmelig bedst Regning at lægge sig efter Hø- og Melkesalg, saameget mere som man fra Byen kan faae Gjødsel til Vederlag for det solgte Hø; længer fra Byerne bliver Kornavl og Tilvirkning af Melken til Smør og Ost — der lettere kan bevares og føres — mere lønnende. I Fjeldbygderne er det ogsaa som bekjendt Kvægdrift og Opaling af Fæ, som betaler sig bedst.
Naturen har i det Hele med tydelige Fingerpeg vist Landmanden i de fleste Egne af Fædrelandet hen til Fædrift som en af de vigtigste, om ikke den allervigtigste Næringskilde. Herved maa ogsaa en udbredt Myrdyrkning saavel over som under Korngrændsen blive af den største Vigtighed; thi saavel Myrgrundens Fugtighed som Veirlags-Forholdene vil her atter vise sig mere tjenlige for Fodervæxterne end for Kornet, og paa Heidmyrerne og Fjeldmyrerne kan der naturligviis ikke være Spørgsmaal om andet end Græs og Fædrift.
Det er imidlertid ikke nok med, at en stor og vidtdreven Eng- og Foderdyrkning, samt en bedre Fæavl giver en Vinding og Indtægt af Kjød, Melk og Afdraat; tilsidst giver den ogsaa — som foran er antydet — en langt rigere Kornavling paa en mindre Vidde, og dette (det intensive Agerbrug) er netop Jorddyrkningens største og vigtigste Formaal.
Det er neppe Noget, som tydligere godtgjør Rigtigheden af dette, end Jordbrugets Fremgang og Tilstand i England, saaledes som det klart og tydeligt er skildret af en Franskmand i et ypperligt Skrift fra den nyeste Tid. I det Følgende skulle vi give et lidet Uddrag af et Kapitel i dette, hvilket ogsaa fines meddeelt i “Illustreret Nyhedsblad” 1856. Nr. 12. Men enhver tænkende Landmand, som har Leilighed til at skaffe sig Bogen, bør ikke lade den ulæst; thi han vil finde, at den er en af de mest lærerige og underholdende Bøger om Landhuusholdning, som gives. Dens Titel er: „Udsigt over de landøkonomiske For-
