Første Stykke.
Om Udtapning og Udveiting eller Afgrøftning.
Det kan aldrig nytte at tænke paa at dyrke eller lægge Arbeide på en Mark, som de indstængte Jordsyrer og Grundvandet ikke kan skaffes ud af, thi saalænge som Myren eller den vandsyge Mark staar fuld af Vand, er Varmen lav og ringe, og da de uddøde Væxter og Plantelevninger, hvoraf Myren bestaar, ere gjennemtrængte af det kjølige Vand og Jordsyrer eller Survæde, der hindrer Raadningen, saa gaar denne kun meget langsomt eller aldeles ikke for sig, og der udkræves derfor meget land Tid til at saadanne Myrer kunne forandres til Muld eller Madjord. Tapper man derimod Vandet ud, synker Myren sammen, de uddøde Væxter og Affald af Væxter komme i nærmere Berørelse, Luften faar Leilighed til at virke paa dem, Varmen stiger, og naar Myren da danner en fastere Masse, begynder den først at raadne, hvorved den bliver tjenlig til Næring for andre Planter, og følgelig er det da først Tid at begynde paa at dyrke den. Medens den første Betingelse for Myrdyrkning saaledes er den, at Vandet føres bort, er den næste, at Syrerne, som indeholdes i Tørven eller Myrjorden, bindes; dette fremmes, som i det Følgende nærmere skal vises, snarest ved Hjælp av brændt eller ulædsket (kaustisk) Kalk, Træaske, Tørvaske eller Tørvkul, brændt eller røstet Leer, men ogsaa, skjønt ikke saa snart, ved Paaførelse
