af Leer og sandblandet Jord; thi ogsaa i disse findes for en Deel de nødvendige Bindemidler (Baser) for de frie Syrer, som hindre Plantevæxten. Udtapningen eller Afledningen nævnes først og fremst.
Førend man begynder nogen Myrdyrkning maa man altsaa nøyagtig undersøge, om man kan faa Grundvandet ud af Myren, til hvilken Dybde det kan skee, og hvor store Udgifterne blive, i Forhold til Størrelsen og Godheden af den vandsyge Mark.
Det gives naturligviis flere forskjellige Maader at udtappe eller aflede Vandet paa. Den som mest almindelig er i Brug hos os, er at optage Tørkeveiter eller Hovedgrøfter, eller skaffe Vandet bort ved Afgrøftning. Denne maa, under enhver Omstændighed, idetmindste bruges, forat veite eller lede Vandet hen til en eller anden kant af Myrken eller Marken. Det er imidlertid ikke altid sagt, at det er saa let at udtappe en Myr eller Mose, at man kun behøver at optage nogle Veiter eller Render; ofte har den vandsyge Mark ikke noget Afsig, idet den f. Ex. ligger i en Fordybning eller Dok mellem Bjerge, Bakker eller Høider, som man enten ikke kan gjennemgrave, eller ikke vil koste paa at bryde eller mindere hovedgrøften igjennem. Under saadanne Omstendigheder maa man søge at faa Vandet ud paa anden Maade.
Et meget virksomt Middel til at udtørre sadanne indheldende eller indskraanende myrmarker, som ogsaa med god virkning har været brugt her i Landet, er Bundhuller eller Dragveiter, et Slags Brønde, hvis Anvendelse er megel gammel og som alt er omtalt i Thaers Grundsætninger for Jordbruget.
Som oftest er der nemlig under Myren en fastere Flo af Leer o. a. desl. og under denne ikke sjelden andre Floer af Gruus, Sand, Rullestene eller saadanne Ting, som der er større eller mindre Aabninger imellem. Gjennembrydes nu den første af disse Floer, sildrer eller rinder Myrvandet efterhaanden gjennem Bundhullet ned det løsere Underlag, gjør sig Vei gjennem Jorden og kommer siden som Kilde eller Olle frem et eller andet Sted nedenfor. Man graver altsaa een eller flere Brønde i
