Ved Boringen maa det være en almindelig Forskrift, at man
aldrig borer dybere af Gangen, end Skeen eller Hulboret rækker,
thi ellers er det meget vanskeligt at trække det op af Jorden,
ja det hænder endog at det brydes istykker.
Paa den her omtalt Maade kan man altsaa ofte endog temmelig let udtappe Vandet, især af mindre Myrer, hvis Undergrunden er saaledes skikket, at Vandet derigjennem kan faa Afsig, naar den er gjennemgravet eller gjennemboret; ved Myrer og Moser af større Vidde vil denne Fremgangsmaade imidlertid ikke altid række til, og hvis Underlaget er saaledes skikket, at Vandet ikke kan faa Afløb nedad, maa man bruge andre Midler forat skaffe det bort. Der tales nemlig fremdeles om Myr eller Sidlænde, som paa alle Kanter er omgiven af høiere Mark, hvorfra Regn og al Slags Nedburd flyder ned og mætter Jorden eller Myren med Vand, som bliver staaende i den og over den.
Fig. 14. Afgrøftning og Opdœmning.
Det første, man har at gjøre ved et saadant Stykke, er at stænge ude Overvandet, som kommer ned fra Høiderne, Til denne Ende optager man enten, som hertillands almindelig er Brug, en Landgrøft rundt om Myrens Kanter i Skjellet mellem den vandsyge Mark og den faste Jordbund, eller ogsaa kaster man tillige rundtomkring op en Dæmning eller Jordvold, A Fig. 14, af Leer eller anden seig jord, som ikke let slipper Vandet igjennem. Denne finder man ikke sjelden paa ringe Dybde i Undergrunden, og man kan i saa Fald tage den i Bunden på Landveiten og Afledningsgrøften B. Jordvolden maa ogsaa hvile på en tœt og fast Jordflo, som Vandet ikke kan trœnge igjennem; thi hvis man f. Ex. lagde den paa den sædvanlige Myrskorpe, hjalp det ikke