dens Omfang, saa kan man ved en Hovedgrøft eller Afløbsveit afskjære et Stykke saa stort som man vil, og naar dette paa den Maade, som ovenfor er beskrevet, omgives med Afløbsrender, saa kan det dyrkes, medens den øvrige Myr eller Mark vedbliver i sin oprindelige Tilstand; thi Væden hindres ved de optagne Veiter fra at trænge indi den dyrkede Mark.
Det er saaledes indlysende, at Hovedveiternes eller Tapningsgrøfternes og Tværveiternes samt Landveiternes Dybde maa indrettes saaledes efter Hældningen eller Faldet, at man ikke graver dem dybere end Myrens Udløb er, thi det var før til Skade end til Nytte; selv om Faldet skulde være større end 2 Alen, saa bør man dog almindelig, naar man først optager Grøfter, standse ved denne Dybde. Der er to Grunde derfor; den første er, at Markens overste Flo tørker altfor Stærkt, hvis Vandet paa een Gang tappes ud i en større Dybde, og det er noksom bekjendt for Enhver, som har havt med Dyrkningen af Myrjord og Tørvjord at Gjøre, at man i mange Tilfælde til ingen Nytte kun vilde forøge Dyrkningsudgiften, ved at optage dybere Grøfter. Det behøves nemlig neppe at erindres, at enhver Forøgelse af Dybden kræver en tilsvarende Øgning af Bredden paa Veiterne, og Gravningen bliver naturligviis ikke lidet øget, om man vil give sig til at bruge hele Faldet paa een Gang. Da nu desudenden hele Myrdyrkning, som ovenfor er nævnt, vilde have Skade heraf, saa bliver det altid det nyttigste, naar man har høit Fald, i Begyndelsen kun at bruge en passende Deel deraf eller afknappe Dybden af de første Veiter til et Par Alen, og lade Resten være ubenyttet til senere hen. Efterhaanden sænker Marken sig, og naar Grøfterne minke saavel herved, som fordi den øvre Flo af Myrlændet borttages, saa kan man siden med en forholdsviis ringe Bekostning oprenske dem og gjære dem dybere, eftersom det trænges til, uden at man behøver at udvide dem noget videre i Bredde. Ved en saadan Fremgangsmaade
