at opdyrkes. Men hvis det nu er en Mosemyr, saa faar man ogsaa, om man finder at den ikke kan dyrkes, rigeligt Vederlag for den Kostning man har lagt paa den, derved at Skovvæxten øges og tiltager. Man seer strax en saadan Forskjel paa Aarsskuddene, at de ere 3 — 4 Gange saa lange, efterat Mosen er tørket som de vare før Tapningen. Dette findes ogsaa i en Bog, som nylig er udkommet *) Asbjørnsen: Om Skovene og et ordnet Skovbrug i Norge, s. 161, omhandlet paa følgende Maade:
„Hvad Afledningen af Vandet angaar, da har man saavel i Tydskland som paa de brittiske Øer, hvor Trævarernes Kostbarhed gjør det muligt at drive Skovdyrkningen paa en langt fuldkomnere Maade end i de fleste øvrige Lande i vor Verdensdeel, fundet at Afledningen af staaende Vand og Undervand fra Skovene, ved Hjælp af aabne Render eller Grøfter, er et af de ypperste Midler til at faa Skoven til at voxe og trives, paa samme Tid som det utrolig forbedrer Græsvæxten. Lignende Erfaringer har man ogsaa fra et Par Steder her i Landet *) Se Mere om det i Morgenbladet for 1856, Nr. 34. En Mand i Aas Sogn optog saaledes for en Deel Aar tilbage Grøfter i sin Skov, for at forbedre Havningen, som før var meget slet. Han opnaaede snart den tilsigtigede Fordeel, en stærkere og bedre Græsvæxt, men bemærkede ogsaa at Skoven trivedes bedre og voxte langt stærkere end før. Nytten og Vindingen af at gjære dette er indlysende, men det lader sig neppe fuldføre uden i Hager og Hjemskove, og maa derfor kun foretages paa saadanne Steder, hvor store, vandsyge Strækninger kunne udtappes, ved en rimelig Udgravning paa et udseet Stykke.“
Det er saaledes ikke noget Tab, om man koster nogle Penge paa at tappe Vandet ud af en Mosemyr, selv om man siden skulde finde, at den ikke var skikket til at oparbeides og dyrkes; men der er saameget mere Grund til at foretage Udtapningen og Afgrøftningen, fordi dette, foruden de Fordele som vi allere have anført at det bringer, ogsaa gjør Mosejorden bedre skikket til at dyrkes op engang i Fremtiden.
