Naar hovedveiterne og Landveiterne ere optagne, graves de saakaldte Duggrøfter, der, efter Omstændighederne, enten kunne være aabne eller lukkede. Dersom Myren er blød, om man ikke træffer fast Bund ved den første Afgrøftning, saa er det bedst at have aabne Veiter til den bliver fastere og synker sammen, eller indtil man træffer fast Bund. Veiterne gjøres dybere, eftersom Myren synker. Lægger man Huulveiter i en dyb, blød Myr, saa komme disse, fordi Myren synker sammen, inden kort Tid til at ligge saa grundt, at de gjøre liden eller ingen Nytte, og de blive endog til Hinder for Ploven. Dersom Veitens Bund er fast Aur, eller Myren er saa fast, at man i Forveien kan skjønne, at den ikke kommer til at synke altfor meget eller for fort, saa kan man derimod lægge huulveiter.
Ved aabne Grøfter er der den Fordeel, at de let kunne renskes op eller gjøres dybere, uden at de blive oprevne og omlagte. Derfor bør Huulveiterne ogsaa lægges dybere fra Begyndelsen af, saa at det kan vare længer inden man behøver at lægge dem om. Steen bør ikke bruges til Fyldning, uden at den kan lægges paa fuldkommen fast Bund. Steenveiter ere meget kostbarere at tage op og lægge om end Riisveiter; disse bør derfor have Fortrinnet paa saadanne Steder, hvor man kan skjønne, at det bliver nødvendig at lægge dem om.
Det kommer meget an paa hvorledes Marken er skikket om Udveitingen bliver det første Arbeide eller ikke. I mange Tilfælde er det nyttigst og giver mest Vindig at rodhugge først, og undertiden kan man bryde Marken op og brønde den før Afgrøftningen, og denne sidte bliver da meget billigere; dette kan imidlertid kun skee, naar ikke Myren er saa blød eller vandsyg at dette er til Hinder. Undertiden udføres endeel af Afgrøftningen før og endeel efter Opbrydningen. Dette er fornemmelig paa større Myrer, men paa Smaamyrer bør man være færdig med Afgrøftningen Aaret førend man tager fat paa at bryde Myren op.
