Fig. 20.
Engkjærringsrok.
Der gives nogle Græsarter, som ere Mærker paa en god Jordbund, naar de voxe paa Myr. Disse ere Kvein og Bunt eller Buntegræsarterne. Den som er mest almindelig paa Myrjord er Rødkvein, Rødkjose, Rødhvene eller Enggræs (Agrostis rubra). En bedre Art er Mosebunten eller Engbunken (Aira cæspitosa); dog voxer denne ikke paa egentlig Myrjord, men kun der, hvor det finder fast Aur tæt under Græsvolden. En anden Art, Rørkjosen, (Calamagrostis stricta) regnes ogsaa hid, giver mer Foder end Rødkjosen, samt er ligesom begge de nævnte Græsarter Mærke paa en Myrmark, som det er værd at dyrke.
Disse Græsarter give vistnok et Foder, som ikke er daarlig; men Udbyttet pleier være usikkert og beror meget paa Nedburden. I fugtige Aar forsvinde de ofte og vige Pladsen for Storrarter (Carex), som give et langt ringere hø. Det er derfor altid Grund til at dyrke saadan Mark, som disse Græsarter voxe paa, thi man faar derved en jevnere Vinding og sikrere Høst.
Nogle af de Planter, som almindeligst findes i Myrer og paa Vaadlænde ere Storrarterne. Det er mange forskjellige Slags af dem, og de findes saavel paa bedre som paa daarlig Jordbund; deres Rødder ere tæt sammenvævede og seige, hvorfor det gaar seent med Raadningen af Storrtørven, og af den Grund trives bedre Græsarter ikke paa Marken, saalænge som den er dækket med Storrtørv. Ved Brænding kan den imidlertid let skaffes bort, og under den træffer man ofte god Jord. Paa Storrenge kan man derfor faa ret god Høst, og under enhver Omstændighed faar man bedre Foder ved Dyrkning, selv om Mængden ikke bliver større end den før var. Der gives en egen Sort Storr, eller rettere et Slags Halv-
