som forekommer i Skovegnene; det har traadformige Blade og trinde Straa, medens Storrarterne fordetmeste have et trekantet Straa og flade Blade. Disse Græsarter, Hvidskjæne, Myrak, Hvidak, Kvitaam og Brunskjæne (Schoenus albus og fuscus), give et meget skrinnt Hø og et overmaade ringe Udbytte, men de voxe ogsaa paa en saa maadelig Jordbund, at man ikke med nogen Sikkerhed kan regne paa at faa Vederlag for Omkostningerne ved Dyrkningen. Har man bedre Mark, saa er det derfor sikrere at dyrke den og ikke lægge Arbeide paa saadan Jord, som der voxser Skjæne paa. Tabet af viltvoxende Foder er vistnok ringe ved denne Leilighed, men Vederlaget bliver ogsaa altid uvist og vanskeligt at faa.
Af de Halvgræsarter, som findes hos os, er der et Slags Myrduun (Myruld, Myrkoll, Myrlopp, Myrtop, Eriophorum vaginatum), smalbladet Myruld, der er Mærke paa den sletteste Jordbund; den adskiller sig ved fine traadformede Blade fra de øvrige Arter af samme Slægt; af disse er een, den mest bedbladede (Eriophorum latiolium), endogsaa Mærke paa temmelig god Jord. Den smalbladede Myrdun voxer i tætte Tuer, saaledes at man med Liaaen har vanskelig for at komme til dens skrinne Græs. Ligesom Birk og Fure slaar den vel til paa uraadnede Mosefloer, hvor andre Græsarter ikke kunne trives, og hvor der forresten ikke kommer stort andet frem end Mose. Imidlertid dannes der efterhaanden Madjord af dens Rødder, og den forbedrer saaledes Marken samt danner en Overgang fra Mosevæxten til bedre Væxter.
Foruden Græsarterne og halvgræsarterne give ogsaa de forskjellige Slags Mose, som Myrjord og Tørvejord bærer, nogen Veiledning til Bedømmelsen af Jordbundens Godhed. Saaledes er Skovmose eller Grønmose (Hypnum), Fig. 21
a) i nat. Størrelse.
b) forstørret.
