Fig. 31.
Skalplovskjære.
sætter derpaa en Skjære eller et Beskne, som er brav høit, Fig. 31. Er det imidlertid nødvendig at faa Plovvælterne lige store, bruger man at lade en Skarifikator, eller et Redskab med flere skarpe Knivtinder, gaa i Forveien for Ploven og Skjære Jordskorpen op i flere lige brede Remser.
Brændingen er den Deel af Myrdyrkningsarbeidet, som man har dømt mest forskjelligt om, og som der siden lang Tid tilbage baade har været skrevet og talt meget om. Mange have forsvaret den og rost den med store Ord og megen Ivrighed, medens Andre have sagt, at den var aldeles unyttig, og man har anført de mangfoldigste Grunde baade for og imod. Paa Græsmyr kan det vistnok ofte synes at være tvivlsomt om det ere mere gavnligt at brænde Tørven eller at lade den raadne. Det synes imidlertid at være rimeligt, at dette deels bør komme an paa hved Slags Tørv det er, deels paa hvor nær den ligger ved Auren, og paa hvor god denne er. Saaledes kan det ikke være nødvendigt at brænde Jord, som er overvoxet med den Art af Kjærringrot, som i det Foregaaende er omtalt; the paa den kan man høste, uden at gjøde med Aske, og da Kjættingrokken almindelig voxer paa den mest blødlændte Deel af Myren, kan der være Fare for, at Marken ved Brændingen bliver endnu mer blødlændt, saaledes at man siden ikke kan faa Jordsyren og Væden ud af den. Da vil Brændingen naturligviis være skadelig. Det kan heller ikke være raadeligt at brænde, hvor Myrjorden ligger paa løs Sand, og har en ringe Drøide eller Tykkelse, f. Ex. 12 Tommer eller derunder; men der, hvor Græsvolden bestaar af Storr, vil man have vanskeligt for at faa Afgrøde, som er noget Forslag eller Vinding i, hvis man ikke først brænder Tørven; thi her behøver Jorden Askegjødning, og
