Side:Om Peder Claussøn Friis og hans Skrifter.djvu/10

Denne siden er korrekturlest

den tredie hug de to Fingre fra, den fjerde jog de i Badstuen, hvergang de drak“, og den femte (Jens Droby, som selv har berettet dette) blev i Julen 1576 „udjaget med sin Dreng og ladt i en øde Lade om Natten og var nær frossen ihjel“. Der kom fra Bønderne Klage over ham til Lensherren Erik Munk paa Nedenes, men deres eneste religiøse Anker var, at „Hr. Jens ikke vilde sige Kjørmøss“ (d. e. holde en rent katholsk Gudstjeneste, som Ordinansen udtrykkelig forbød), og at Hr. Jens ikke prædikede 2den og 3die Juledag, hvilket det oplyses kom af, at ingen af Bønderne vilde gaa i Kirke[1]. Klagen viser iøvrigt, at den dybeste Grund for den stærke Misfornøielse ligesaa meget var en økonomisk som religiøs. Almuen, hvis Forfædre i sin Tid havde vedtaget at betale Tiende til den katholske Geistlighed, følte det naturligvis som den høieste Uretfærdighed, baade at Kongen bemægtigede sig en Del af hvad der var helliget Gud, og at de dem paatvungne „kjætterske“ Prester indtog de rettroende Presters Kirker og krævede at nyde det til disse af rettroende Forfædre skjænkede Gods og Tiende. De lutherske Prester, der betragtede den katholske Lære og Ceremonier som Afguderi, kalder derfor Bønderne „Prestehadere“, men Hr. Peder har med mere Ret søgt Forklaringen i, at „den gamle katholske Surdeig sidder endnu i dem“. Da de religiøse Spørgsmaal her forenede sig med den sædvanlige Ulyst til Skatter og Afgifter, er det naturligt, at Almuen kun tvungen og vrangvilligt betalte sin Tiende. Medens i katholsk Tid Tienden hertillands deltes i fire Dele — til Bispen, Kirken, Presten og de Fattige („Bondeluten“, som Almuen i Regelen beholdt inden Sognet til Fordeling mellem dettes Fattige) —, paabød den danske Ordinans, at Tienden skulde deles i tre Dele — til Kongen, Kirken og Presten —, hvilket naturligen førte til, at Bønderne i Virkeligheden delte Tienden i fire Dele, men selv beholdt den ene Fjerdedel. Selvfølgelig søgte de ogsaa paa andre Maader at formindske Ydelsen; de hævdede sig saaledes Ret til at undtage fra Ydelsen „Sædekorn“ og „Madkorn“; de unddrog fra

  1. Diplomer fra det danske Geheimearkiv i Afskrift i Kildeskriftfondets Samlinger No. 55 og 58.