bandt ham til Provstiet. Som Provst havde han at lede Almuens Prestevalg og gjøre Indstilling derom til Biskop og Lensherre, havde tillige den almindelige Opsigt med Presternes „Liv og Lære“, navnlig paa de aarlige Visitatser, og at gribe ind i de saa almindelige Stridigheder mellem disse; men det besværligste og ubehageligste Arbeide var Opsigten over Kirke- og Prestetiendens Ydelse, og alt dette bragte ham mange Gange i vanskelige Forhold, som nedenfor skal sees. Den nye Biskop, Mag. Jørgen, som strax viste sig ivrig for at opretholde Presterne og fremme deres Interesse, lærte allerede paa Visitatsen i 1572 at skatte Hr. Peders Dygtighed og fik ogsaa snart Anledning til at lægge sin Anerkjendelse for Dagen.
Synoden i Stavanger. For at fastslaa en regelmæssig kirkelig Ordning inden Stiftet sammenkaldte Mag. Jørgen alle Stiftets Prester til Stavanger Midtsommer 1573, og her vedtoges (8 Juli) en Række Vedtægter, som tilsigtede at udrydde alle Levninger af katholsk Tro og Ceremonier, at opretholde Ensartethed i kirkelige Ceremonier, at udrydde aabenbare Laster blandt Lægfolket og at forbedre Presternes Stilling. I et specielt Andragende ankede Presterne over Fogdernes Vrangvillighed og over Almuens Uvilje mod Tienden og foreslog ved samme Leilighed, at „Bondeluten“, som. Almuen hidtil havde beholdt, skulde afgives til „de fattige Skoledrenge i Stavanger, som slet ingen anden Hjelp har, og til Hospitalet sammesteds“[1]. Synodens Beslutninger og Forslag blev med en Deputation af Prester oversendte til Kongen, og denne udstedte allerede 18de Juli s. A. fra Silkeborg til Statholderen, til Lensherrerne paa Bergenhus, i Stavanger og paa Agdesiden og til Almuen i Stiftet en Række aabne Breve, der ved lige til Ordlyden at bekræfte Synodens Beslutninger søgte at raade Bod paa de væsentligste Brøst[2]; og hvis kongelige Befalinger i de Tider havde været det samme som Udførelse, vilde Reformerne snart være blevne Virkelighed, hvilket imidlertid endnu paa lang Tid ikke blev Tilfældet.
