En særskilt Indkaldelse til denne Synode havde alle Prester fra Lister i Anledning af en Klage mod deres Embedsførsel. Efter Christoffers Schyts Død (c. 1570) valgtes til hans Efterfølger som Prest i Vanse en (som det synes) dansks Mand, Jørgen Hemingssøn Stork, der under sin Studietid i Kjøbenhavn havde havt et Barn med en ugift Kvinde og siden efter Paalæg fra Roskilde Kapitel ægtet hende. Men Vanse var det rigeste Kald paa Lister, og Presten i Lyngdal, Mads Michelssøn, var fræk nok til at foreslaa Hr. Jørgen at bytte Kald med ham og lovede Fogden Claus Hak „en høvisk Skjænk“ og hans „Herskab“ 50 Daler, hvis han kunde opnaa Kongens Brev paa Kaldet; ligeledes havde han Fru Edeles Foged, Bent Nilssøn, paa sin Side. Da Jørgen Stork negtede at gaa ind herpaa, søgte Mads at gjøre ham umulig ved at beskylde ham for Hor, idet Mads’s Hustru Ingeri lovede sin forrige Tjenestepige Marine Gaas en brun engelsk Kaabe med to forgyldte Spænder, hvis hun udlagde Jørgen som Barnefader. Denne smukke Plan lykkedes dog ikke; Provsten Hr. Peder gav Jørgen det Vidnesbyrd, at „han altid har holdt sig ærlig i Lærdom og Levnet“, og Sognemændene bekræftede dette, da den nye Biskop visiterede i Lenet Juli 1572; og da Fogden bragte Sagen for Kapitlet (13de Oktbr. 1572), fremlagde Hr. Jørgen Mads’s eget Brev, hvoraf hans egennyttige Hensigt fremgik, og negtede fuldkommen Beskyldningens Sandhed; da det viste sig, at Mads havde villet „kjøbe sig ind i Lister Gjeld“, og da Marine Gaas var „et Skarns utro og løsagtigt Menneske, som ingen Mand bør at tro“, blev Hr. Jørgen frikjendt og Bent Nilssøns Klage afvist. Denne klagede imidlertid til Kongen og til Statholderen Paul Huitfeldt over, at Presterne paa Lister „føre et fast ondt Levnet baade med Skjørlevnet og udi andre Maader“[1], og nævnte specielt Hr. Jørgen Stork og Hr. Truels Holgerssøn, men mærkeligt nok ikke Provsten, hvis Udtalelser dog havde været det afgjørende. Denne Klage sendte det kgl. Kancelli, som synes at have troet, at Lister laa paa Østlandet, til — Biskopen i Oslo, Frants Berg i, der henviste Sagen til Mag. Jørgen, og da
- ↑ N. Rigsreg. II 40.
