Alene i Raabyggelaget virkede hverken Trusler fra Lensherrerne eller personlige Underhandlinger, saa at der maatte Biskopen efter flere Visitatser lade Sagen bero.
Med denne Undtagelse var altsaa dog Sagen efter omtrent 20 Aars Arbeide ved forenede Kræfter bragt til en heldig Afslutning. Men endnu stod meget tilbage at gjøre, thi Bøndernes Uvilje mod Tienden gav sig fremdeles tilkjende i de forskjelligste Bestræbelser for at forringe denne. Hvad Biskopen kunde udrette paa Visitatser og de enkelte Prester ved personlig Indflydelse — saaledes siger Hr. Peder, at i hans egne Sogne (Valle og Spangereid) havde Almuen „tiendet noget tilbørligt“[1] —, var vel ikke tilstrækkeligt, naar de ikke støttedes af den verdslige Magt. Mag. Jørgen drog atter 1595 til Danmark og erhvervede sig de regjerende Raadets Skrivelse til alle Lensherrer i Stavanger Stift om Tilsyn med Tienden[2]. Ogsaa her staar Hr. Peder ved Biskopens Side, idet han — idet samme Aar eller et af de følgende — har skrevet sin 1ste Afhandling „om Tienden paa Agdesiden“ [Udg. S. 229—34] og vistnok har overrakt den til Lensherren i Lister (Predbjørn Bild), maaske ogsaa til Lensherrerne i de andre Len’. Men begges Bestræbelser strandede her paa den manglende Kraft hos Styrelsen og paa den manglende Enhed inden Stiftet, idet dette var fordelt mellem 4 Lensherrer, hvoraf ialfald én (Christoffer Valkendorf i Stavanger Len 1578—1601) rimeligvis aldrig var i sit Len, og alle vel overlod denslags Sager til Fogderne, som paa sin Side ikke vilde lægge sig ud med Bønderne.
Virksomhed i Provstiet. Naar undtages de to Reiser til Skien i 1576 og rundt om i Nedenes Len 1592, har vistnok Hr. Peder lige til 1604 ikke foretaget andre Reiser end inden sit Provsti og til Stiftstaden. Provstiet kunde ogsaa give ham nok at tage vare, thi selv om hans Prester i 1573 havde faaet Attest for at være hæderlige Prestemænd, viste det sig dog