eeret den islandske Text (1697), beholdt den sin Rang; den blev optrykt paany (Kbh. 1757) og har. maaske i denne nye Udgave vundet end større Udbredelse i Norge, hvor efter Jac. Aalls Vidnesbyrd „mod den sidste Slutning af forrige Aarhundrede og Begyndelsen af dette Claussøns Oversættelse af Snorre var i de anseeligste Bønders Hænder og udgjorde deres mest yndede Læsning“. Den er vistnok nu som saadan har trængt af nyere (Jac. Aalls og P. A. Munchs), men endnu beholder Hr. Peders Oversættelse for et enkelt Afsnit (Tiden 1202—1217, hvor den har fulgt den tabte vidtløftigere Recension) Rang som Kildeskrift, og den nyeste Oversættelse (Ryghs) har derfor med Rette her optaget dennes Oversættelse i sin Text, ligesom Egilsson har forsøgt at fornye dens islandske Grundlag Fornm. Sögur IX, 60—213).
I forrige Aarhundrede dukker en Tradition op om, at Hr. Peder selv skulde have sendt til Ole Worm sin „Norges Naturhistorie“, og denne Tradition strækker sig ind i dette Aarhundrede[1]. Dengang troede man, at Hr. Peder levede til 1623, medens han i Virkeligheden døde, da Worm kun var 28 Aar gammel og netop hjemkommen fra fleraarige Reiser var (1613) ansat som professor pædagogices. Af Worms Breve og Skrifter fremgaar det ogsaa, at han netop meget sent kom i Besiddelse af Naturhistorien. I et Brev til Biskop Wegner (9de Oct. 1632) omtaler han, at han af Beskrivelsen har seet, at Hr. Peder har skrevet noget om Norges Dyr, og beder ham undersøge hos Arvingerne eller andre, om det findes[2]; 23de
- ↑ Pontoppidans Norges naturl. Historie I, Fortalen S. 22—23; Tyrholm hos Treschow, Danske Jubellærere S. 162. Vedel-Simonsen, Udsigt over Nationalhistorien I 61; han citerer Moller, Hypomnemata ad librum Alberti Bartholini de Seriptis Danorum (p. 374), men her staar kun, at Bartholin havde faaet Bogen efter Worm.
- ↑ Si scirem, te nondum Descriptionem illam Petri Claudii vidisse, mitterem: Proximis, si lubet mone. Citat in hoc opere qvædam qvæ de animalibus Norvegiæ concinnavit, quorum miro teneor desiderio. Si apud hæredes aut alios ea expiscari valeas, communica qvæso; digna videntur mea cura et recognitione; emendata forsan et aucta ut ad te redeant efficiam. Epp. Worm. p. 382.
