Side:Om en norsk Ordbog.djvu/4

sidste Decennium ere komne tilsyne saavel i Danmark som i Norge. Deels begynder nemlig den i hvert Rige særegne Udtale af Ord, som ere fælleds, at gjöre sig gjældende i Orthographien, deels optages Ord i Skriftsproget, som kun ere i Brug i Skribentens Fædreneland. Det sidste gjælder især Norge, af den naturlige Grund, at de danske Benævnelser allerede forhen i Fælledssproget have erholdt Overvægten. Den politiske Skranke, som forhen hindrede saadanne Afvigelser eller gjorde dem sjeldne, er falden, og intet er naturligere, end at man i Skriftsproget önsker at see sit Fædrenelands Toner gjengivne saa nöiagtigen, som Omhue for at blive almindeligen forstaaet tillader. Det er derfor at forudsee, at Afvigelserne fra Fælledssproget efterhaanden ville blive talrigere, og letteligen give Anledning til Forvirring, dersom man ei söger at lede dem ved itide at enes deels om de Grændser, som ei bör overskrides, deels om de Kilder, hvoraf de nye Elementer bör öses. Herimod hörer man den Indvending, at saadanne Afvigelser bör, som den raadende Egoismes Udvæxter, ikke taales, men modarbeides af Enhver, som erkjender Gavnligheden af at holde Adgangen til saavel den ældre dansk-norske som den senere danske Literatur aaben for vore Efterkommere. Taaler man nemlig, at vort Skriftsprog i nogen væsentlig Grad bliver afvigende fra det danske, vil den kommende Generation ikke længere tilfulde forstaae det sidste, og Skaden vilde blive saameget större, som Adgangen til at faae nye Værker forlagte vilde blive betydeligen indskrænket i begge Riger, naar det læsende Publikum ei strakte sig længere end til hvert enkelt Riges Grændser. Idet man maa indrömme, at en saadan Indvending ikke er uden Vægt, maa man dog paa den anden