ä, o eller å. Ennu værre må det vel gå Svenskerne med vore mange e’er og o’er.
Dette og anner mere får imidlertid stå hen intil videre. De, som ikke på forhånd er nogenledes kente med emnet, vil måske finne, at her allerede er taget ikke for litet, men for meget med.
Nu kunde vistnok de opstillede 25 sætninger trænge til at bli ledsaget med en utförlig.
Men det rum, som Tidsskriftet for nærværende kan inrömme dette emne, tillater ikke en sådan. Når nemlig redegörelsen skulde bli så omstændelig, at den kunde være skikket til at bringe motstandere til at tie, eller enog kun til at vinne likegyldige for sannheten, så kunde den let vokse ut til en hel bok. Den får derfor la sig nöje med likesom i forbigående at mærke et og annet, til beste nærmest for læsere, som ikke trænger til nu först at vinnes eller overtydes, fordi de allerede er på sanhetens vej og kun önsker en yderligere at at oplyses og styrkes.
Redegörelsen vil nu for det meste fölge den samme orden, som ovenfor.
No. 1—2—3. No. 1 springes så omtrent over her, til beste for andre punkter, som ikke så vel som de latinske bokstaver kan lates uomtalte. Desuten måtte spörsmålet om disse bokstaver omhandles en smule utförlig, om det skulde nytte noget. Om dem altså en annen gang (på et par ord nær, se nedenfor).
Om no. 2, stumme e’er og selvlydsfordobling, gælder
