det, likesom om dets naboer på begge sider, no. 1 og 3 nemlig, at Svenskerne er forut for os, så vi ikke har nödig, selv at bryte vej for det nye, som skal frem, men kan sætte vore fötter i deres spor, hvad jo altid gör gangen lettere. Svenskerne har nemlig engang likesom vi havt stumme e’er (dog ikke ret mang), selvlydsfordobling, store forbokstaver (no. 3) og brukt utelukkende svenske (gotiske) bokstaver (no. 1). Deres historie siger os altså, at de har funnet det både tjenligt og görligt at foretage ændringer i det nedarvede, som mange hos os ennu holder for dels litet önskelige, dels så omtrent umuelige.
Om selvlydsfordoblingen kan mærkes, at den i Svensk har været brukt likesom engang i Dansk(-Norsk) både i åpne og lukte stavelser, og ikke ved e, i og u alene, men ved alle eller dog næsten alle selvlydene. Likeså med forbokstaverne. Som i Dansk bruktes i flere hundredår store og smaa om hverandre. Således i Rimkröniken („then gamle och Widlyftige“) ved 1319: (ee — ij — oo — uu — (yy?) — ää — öö —; eks: wij döö; han doo (döde); iak troor; han beeter; Huus. Stjernhjelm, † 1672: store og små forbokstave i flæng. Selvlydsfordobling. Haqvin Spegel, † 1714: store og små forbokstaver i flæng i navneordene, tildels og i tillægsordene og utsagnsordene. Videre: aa tildels for lang a; åå for lang å; ee — ij — oo — yy — ää — öö: omaak — gåå — löös — Trää. Svedberg, † 1735, som skal være den egentlige grunlægger av den nærværende svenske retskrivning (mærk hans Schibboleth: „Swenſka Språkets Rycht og Richtighet“, forkaster „geminatio vocalium,“ selvlydsfordobl., efter Hebræernes, Grækernes, Romernes, Franskmænnenes, Spaniernes og Portugisernes foredömme; henviser til de ældre svenske böker, som
