„ſellan“ brukte dobbelt selvlyd, og tilföjer, at samme fordobling i hans tid blir mere og mere sjelden. Hvad dens opkomst vedrörer, da forklarer han den av Tyskernes inflytelse, navnlig efter Luthers tid. Ved det lejte blev det, siger han, mode i Sverige at lægge sig efter tysk bokmål, „the Swenſke begynte reſa til Tysland (sic) och Tyſkar komme hopethahls til oſs: och all barn ſkulle enkom hafwa Tyſka läromeſtare, om thet ſkulle wara wel.“ Hvor Svenskerne nu fant, at Tyskerne havde to selvlydstegn, syntes de, at de også måtte ha to. Således blev Haus til Huus, Zeit til Tijd o. s. v. (Denne grun for dobbelt selvlyd er enog bare for et halvt snes år siden gjort gældende også hos os, og det av en gammel professor, for fullt alvor). Store forbokstaver vil Svedberg kun ha i meningens begynnelse, samt i egennavn og værdighetsnavn. „Then ſtora bokſtafwen för alle ſubſstantiva,“ siger han, „ſom nu monge hos oſs, effter Tyſkarnas och de Danſkas maner, hafwa begynt at ſkrifwa och tryckia, är emot then retta ſkriftarten.“ Altså skrev enog mange forfattere dengang store forbokstaver også i Svensk). Som værdighetsnavn mener han, at Gud og Hans Sön „moſte hafwa ſtora bokſtäfwar, men ormen (i 1 Moseb. 3 Kap., — hos os på sin Tysk „Slangen“) får vel låta nöja ſig med en liten.“ Han tar sig av de latinske bokstaver imot de svenske, og oplyser til stötte for sin mening, at to av hans landsmæn allerede havde taget dem i bruk. Det synes således, at de latinske bokstaver dengang har været i sin förste opkomst i Sverige, og dog er de nu så godt som enerådende sammesteds, idetminste i de höjeste og midlere lag i samfundet.
Efter Svedberg skal vi ennu bare nævne en forfatter, Olof v. Dalin, † 1763. Han bruker store og små forbok-
