Kirkedep.s skrivelse til skolerne av 1862 om tillatelse for disse til at opgive stumme e’er, selvlydsfordobl. m. m.).
Som Dr. R. dömmer omtrent også utgiveren av „Börnebog,“ „Köbenhavn 1865.“ Efter ham er nemlig f. e. „fåer, fået, troer og troet Tostavelsesord, skönt de i den daglige Tale lyde som Enstavelsesord.“ Fåer og fået er altså efter hans mening like meget eller litet enstavelsesord i Danskes mun. Det går ham imidlertid som mange andre, at han i förstningen ikke tör tro sig til at lyse den længe miskente sanhet i kul og kön så på en gang. Fåer, troer syer, såer lyder vel som enstavelsesord; det vil utgiveren ikke nægte at ha hört. Men slikt hænder bare „i den daglige Tale!“
Dristigere har Dr. Jessen vist sig i sine skrifter. Likeså Dr. Schou. De ikke alene regner utelatelsen av nævnte e for god uttale, men skriver også efter den: trode, har tror, forsmaade o. s. .v Jessen skrifter er kente nok. Vedkommende Dr. Schou se hans oversættelse av „Pariserskafottets Historie,“ 1864.
No. 4—5—6—7 får vi for rummets skyld springe over.
No. 8. Bokstaverne i og j (ɔ: kort i og lang i) bruktes i ældre Dansk i flæng, likesom u og v. Bægge i’er og u’er bruktes som selvlydstegn og begge som medlydstegn (i=i; j=i; i=j; j=j). Således kunde tegnet „i“ forekomme både forved og efter selvlyd: stiæle og steile; fierde og feile. Men efterat man havde begynt at vedtage en fast forskel mellem i og j, blev j tidligst brukt for i forved en selvlyd (stjæle, fjerde), medens det gik temmelig langsomt med dens bruk efter samme (i samme stavelse nemlig). Altså, medens man allerede skrev stjæle for det ældre stiæle, skrev man gerne fremdeles steile for stejle, og „j“ efter selvlyden er ennu den dag idag like så litet ene rådende som „i“ forved den er uten eksempel.
