om hinanden göra og giöra, köld og kiöld, ſkön og ſkiön. Selv Svedberg holdt ennu på giöra, giömma, ſkiäl, kiöld, idet han henviste bl. a. til Uplandslagen og „Konunga ſtyrilſe.“ Nu er i (j) fejet ut overalt; altså göra, köld, skön.
No. 11. En del av de falske d’er efter l og n er alt fortrængt, f. e. i hand, kand, dend. Men de fleste står fast ennu. I sin anmeldelse av mit skrift av 1862: Er Norsk det samme som Dansk? uttalte Dr. Rosenberg sig imot mit forslag om utelatelsen. Nu nylig skal en annen Dansk, L. Kofod, have uttalt sig for den. Videre en til tale for eller imot er det derimot nok ikke kommet i Danmark ennu. I Norge er denne nyhet forsökt av enkelte forfatter (A. Aabel, A. Bang, B. Björnson, G. A. Krohg, N. Nicolaysen [oldgranskeren]).
Hvad ovenfor er opstillet under denne overskrift, er slikt, som enten skönnes at være umueligt fra de Danskes side, eller som vi idetminste finner det mere tvilsomt, om de vil gå in på. Umuelig er således fra dansk side en skrivemåte som kroken, boken, roten, foten, rope, hopen; ti denne uttale av disse ord er nu utdöd i Danmark (undtagen i Sönderjylland, hvor almuens tale ennu har holdt de hårde medlyd i live). Hos os vil derimot en skrivemåte efter de fem sætninger, som er opfört under dette avsnit, kun være at opta i skriften, hvad som finnes i talespråket, og det ikke alene almuens, men — hvad vi her stadig holder os til — den „dannede“ klasses, når alene undtages No. 4 i nærværende 2den række. At skrive skogen, plogen nemlig, eller magen, hagen eller duge, kvige er at gå en smule videre i norskhet, en den dannede klasse hos os går; ti ikke den, men kun
