almuen, og det ikke hele almuen, uttaler ennu g i skogen, duger, kvigen. Jeg lægger da heller ikke for min del så megen vægt på dette no. 4, som gerne kunde med adskilligt annet overlates til fremtiden, og standser egentlig kun ved det her for at vedgå eller dog göre opmærksom på, at det unægtelig inneholder en overskridelse av den grænse for norskhet i skriften, som i det hele er fulgt ved opstillingen av nummerrækken ovenfor. Imidlertid ses adskillige forfattere at optage en og annen av disse g’er, medens de ikke inlater sig på mere almene norskheter f. e. de hårde medlyd.
Om no. 2 kan mærkes, at de Svenske engang, likesom vi ennu, svævede imellem flertal på „e“ (el. „a“) og flertal på „r“ i ord av fælleskön (döttra og döttrar, söne og Söner, skoga, siös, Hiälma og Hiälmar, alt flertal). Men nu er gæringen endt med, at „r“ er blet sejerherre i de svenske fælleskönsord (de på =are — läkare, mästare — undtagne). Svenskerne har altså arbejdet sig ut av löshetens, lovlöshetens tilstand. Men det norske talespråk er ifærd med det samme, bare vi nu ikke motstår ånden, som her stræver i stilhet, men fölger dens vink og småningom inlemmer „r“-formen også i bokmålet. Med bortkastelsen av flertalsformerne „e“ og „r“ for intetkönsordene, som de tildels er fört over på fra ordene av fælleskönnet (huse, lande, papirer), går det i den seneste tid fort nok. Undtak göres ellers med rette med ord på e og i (stykke, parti); ti disse får endetillæg likesom i Svensk, skönt ikke det samme som i Svensk.
Da sætningerne i dette avsnit oftere har været omhandlet för, skönt ikke egentlig fra almennordisk standpunkt, så får de på grun av det knappe rum finne sig i at bli avfærdiget for denne gang med det lille, som nu er sagt, — dog med tillæg av fölgende, vedkommende sætningen No. 3.
