videre ved. Også denne bokstavering har vi længe havt, men har avskaffet den igen (Sprock, folck ovenfor).
No. 4. Herom kan for öjeblikket kun bli plas for nogle få ord. Jeg har nævnt flertalsformerne i det særke utsagnsords datider (de blefvo, gåfvo, buro, grofvo, hulpo, lupo, runno, sprucko o. s. v.), fordi de stöter os mest. Men best var det uten tvil, om Svenskerne vilde rette sin skrift efter sit landsgyldige, „dannede“ talespråk både for nutidernes og datidernes vedkommende og således lade alle flertalsformer i utsagnsordene bortfalle i skriften, som de efter inföddes vidnesbyrd alt for længe siden er bortfallen i talen. I Dansken har flertalsformerne i utsagnsordene ikke været i live i talen i de siste 3—4 eller som nogle siger 4—5 hundredår. Mange danske forfattere og vel ennu flere norske har da og lagt dem av, især i den seneste tid (fra 1849 til nu vel en femti norske forfattere). Men i Sverige er det tarvelige voner også for dette fremskridt. Jeg vet bare en eneste man, som har våget at stryke disse former og fölge det levende mål, talespråket. Denne man heter Robert v. Kræmer (offiser, medlem av ridderhuset). Han lot for nogle år siden i Aftonbladet trykke et forsvar for denne skrivemåte[1], som han allerede da selv fulgte. Men hvor megen grundighet, lærddom og dygtighet han en deri havde lagt for dagen, syntes dog virkningen, for det förste i alle fal, ikke at være nogen annen, en at det blev rejst en storm imot ham i tidningerne med skrik og skælsord, som om svenska språket och smaken var sin undergang nær. Kætteren har dog ikke
lat sig omvenden; ti i disse dager læses i Nya Dagligt Alle-
- ↑ Også utkommet særskilt med tittel „Om Språkfrågan,“ 1858 (8 Ark).
