vil de mötes ved at nærme sig hvert sin egen fortid eller vende tilbake til sig selv, likesom de har tapt hverandre mere og mere av syne, des mere har de fjernet sig hvert fra sit eget tidligere selv.
Når hvert av landene således arbejder umiddelbart for sig selv, arbejder det fölgelig middelbart for broderlandene med, for hele Norden. En del av det målemne, som f. e. i Norge fremdrages fra oldmålet, fra landskapsmålene, fra ældre dansknorske forfattere, eller som præges av nyt, vil finnes brukeligt også i Danmark og Sverige, og således fra bare at være norsk gå over til at bli almennordisk, og på samme vis vil danske og svenske målforbedringer komme til at öke også Norges, altså atter det samlede Nordens målforråd. Dette siste forutsætter imidlertid, at hvert af folkene under sit indenlandske målstræv stadig har öjnene henvendt på broderfolkene og i tilfælle av valgfrihet foretrækker det, som förer til enhet, for det, som förer fra den. I så henseende forsynder vore „Norsknorske“ sig, idet de stræver snarere bort fra en henimot et nordisk målfællesskap. De ter sig nemlig, som om de ikke visste av, at det foruten et Norge (eller egentlig kun en norsk almue) var et Sverige og et Danmark til; det större og nærmere, i tid og rum, Norden nemlig som helhet, overser og tilsidesætter de for det mindre og fjernere, for hensynet til det höjlagte, underjordiske Norge, samt til Island, for Oldnorsken og Islandsken. Navnlig gælder dette om bokstaveringen av ordene.
Det er imidlertid ikke den tilnærmelse eller enhet mellem de nordiske mål, som vedrörer ordforrådet og ordföjningen samt ordenes betydning og bruk, jeg denne gang vil omhandle, men kun den, som nærmest er til for öjet, i bokstaveringen eller ordenes utseende på pa-
