sig efter. Ligesaa gjera, liva, retta seg ette. — 4) en Sigten til et vist Formaal, en Søgen, Hige, Forventning. fara ette (reise efter noget), ganga, senda, høyra, leita, bida ette. Jf. vera ette ein: efterstræbe En — 5) en Iagttagelse, Undersøgelse. kjenna ette (s. kjenna), sjꜳ, høyra, lyde, merka ette.
ette (itte), adv. 1) efter; bagved; siden, senere; 2) om en Fremskriden i en vis Retning; — a) til en vis Kant; f. Ex. upp ette ɔ: opad. ned ette: nedad. Ligesaa: fram, inn, ut-ette; ogsaa: nor ette (nordover), aust ette o. s. v. Alm. — b) fra en vis Kant: ꜳva ette (ovenfra), neda, framma, inna, nora ette o. s. v. I de sydlige Egne bruges oftere: te (til), f. Ex. innan-te (indenfra), noran-te. I Rbg. at, f. Ex. utanat (udenfra).
ette-ꜳ, og etteꜳt, s. ettepꜳ.
Ettebrur, f. nygift Kone (egentl. en Kone som første Gang efter Bryllupsdagen gaaer til Kirke i en dertil hørende Dragt). Sogn og fl.
ette-di, derefter; efterdi; eftersom.
Ettefar, n. Gjenfærd. Voss og fl.
Ettefær(d), f. 1) Følge, Efterfærd. 2) Efterbyrd. Gbr. og fl. — Andre St. Etteløysna.
Ettegang (el. -gꜳng), m. Overhæng, idelig Søgen. — ettegꜳngsam’, adj. paatrængende, som idelig søger og forlanger noget. Sdm.
ettegivande, som maa eftergives.
ettehꜳdd, adj. ihukommet. Sdm. s. hꜳ.
ettekjend, adj. befølt, undersøgt.
Ettekoma, f. Følger, Virkninger.
Ettekomar, m. Efterkommer.
ette-kvart, efterhaanden, efter hvert. „Dæ fær, ette kvart dæ kjem“: naar noget kommer ind, gaaer det strax ud igjen. I Nhl. mæ-kvært.
Ettelag, n. Efterbryg, Tyndtøl. Rbg.
ettelꜳten, adj. eftergiven, føielig; især om en utidig eller overdreven Føielighed.
Ettelæta, f. overdreven Føielighed.
Ettemann, m. Eftermand, Efterfølger.
Ettemat, m. Efterret.
ettepꜳ, bagefter, siden det er forbi. Hard. Shl. Stav. Tell. I Rbg. ette-ꜳ. (Isl. eftir-á); i Ørk. etteꜳt. Andre St. attpꜳ, atti.
etteroke (aab. o), efter Rad, i en uafbrudt Række. Sdm. Ellers: ette Rad, fyre Ende, fyre tvart; s. andfares.
Ettesnakk, n. Eftersnak, Eftertale.
ettespurd (ittespur’e), efterspurgt.
Ettetankje (Ittetꜳnkje), m. Eftertanke.
ettetenkt, adj. eftertænksom.
Ettetøkje, n. Lærvillighed, at man øver og danner sig efter Andres Exempel. Ogsaa Ettetak, n. (Af taka ette).
Etteverk (Itteværk), m. Efterveer.
Evja, f. 1) Dynd, blød og mudret Grund i Vandet. B. Stift. Ellers: Dyngje, Dya, Møyre. (Sv. äfja, Dynd). 2) en Bugt eller Vig med sumpige Bredder. Sdm. og fl. 3) en stille Bæk eller Forgrening af en Elv. Østd. Det nordlandske Ave er samme Ord. 4) en svag Strøm i Vandet, især den tilbagegaaende Strøm i Bugterne af en Elv. Ag. Stift (i Formen Evju); jf. Bakevje, og Ia (Bak-ia).
evjast (evjest), v. n. om Sumper: gynge, bævre; naar Grunden er saa blød, at Overfladen bøier sig for Foden. Helg. (jf. dyvja).
Evjebotn, m. blød Grund, Mudderbund. B. Stift. = Dyngjebotn (Sdm.), Gorbotn (Ørk.).
evjen, adj. usmagelig, modbydelig. Nhl.
Evjesmak, m. den egne Smag, som kjendes paa Fisken, naar den har opholdt sig længe paa Muddergrund. Sdm.
evla, v. a. (e—de), mægte, formaae at bruge eller haandtere. Han æ so tung’ at ein kan inkje evla’n. Nordre Berg. Sdm. Gbr. Ørk. Helg. — I Indr. avla. (Isl. afla). Af Avl.
Evle, n. Kræfter til at bruge eller haandtere en Ting. Sjelden.
evleleg, adj. haandteerlig; f. Ex. evlele’ Stein: Steen som kan løftes eller flyttes.
Evne, s. Emne.
F.
Fadder (Faddr’), m. Fadder.
Fade, s. Far, m.
fager (fag’r), adj. vakker, smuk. Bruges meget i Ndm., f. Ex. ein fager Hest, eit fagert Ba’n. Ogsaa i Sdm. Ørk. Fosen og Helg. men kun sjelden. I Sdm. hedder det i masc. og fem. fair’e, men i neutr. fagart. I Tr. Stift hedder compar. fegre (fæg’er), og superl. fegst (G. N. fagr, fegri, fegrstr). Ellers forældet; jf. ven, fin, snild.
