Fagerskap, m. Vakkerhed. (Sjelden). I Sdm. Fairleikje (for Fagerleikje), m. I Helg. Fegja (Feia). Ogsaa Fagerheit, f.
fagna, v. a. 1. (a—a), 1) behage, hue, tilfredsstille. Sdm. (Sjelden). Dæ fagna me(g) so godt hær: det forekom mig saa hyggeligt paa dette Sted. 2) glæde. fagna seg: glæde sig. Skal bruges i Hard. (G. N. fagna). Jf. fegjen og fegna. 3) modtage En, gaae En imøde ved hans Hjemkomst. Helg. S. fagnande.
fagna, v. a. 2. omfavne. Shl. (og maaskee flere Steder). I Shl. bruges ogsaa: fꜳngla (freqventativt eller mindre ædelt).
fagna, adj. 1) dygtig og agtværdig, som man kan fortrøste sig til eller vente noget godt af. B. Stift. Meget brugl. „Ein fagna Mann“, En som baade har Evne og Villie til at gjøre godt. „Da skil’e seg Fant ꜳ fagna Folk“: der er Forskjel paa Uslinger og dygtige Folk. 2) stor, dygtig (saavel om onde som gode Ting). Eit fagna Kast: en stor Fangst. (Maaskee Genitiv af et forældet Ord; jf. gripa, muna, vyrna.)
fagnale(ge), adv. dygtig, tilgavns.
fagnand(e), adj. værd at imodtages eller imødegaaes. Helg. „Eg veit ikj’ um eg æ fagnand“, siger man, naar man ikke har gjort nogen heldig Reise. (Nu sjelden).
Fagnaskap, m. Fornøielse. Nhl. Han fekk ikje stor’e Fagnaskapen tꜳ da: han fik ikke stor Fornøielse af det.
Fagrefot, m. Benævnelse paa En, som gjerne skaaner sig for det som er tungt eller ubehageligt. I Sdm. Fairefot.
Fagrehand’a (bst. F.), den høire Haand (siges til Børn). Helg. Sdm.
Fagrehuva, f. den anden Mave i de drøvtyggende Dyr. Helg. Gbr. Sdm.
fagr-eten (fairæten), adj. som kun nipper til Maden. Sdm. Gode Fyremꜳl gjere Fruꜳ fairæta ɔ: man spiser fiint, naar man har spiist en god Ret før Maaltidet.
Fagte, f. Fl. s. Læte, Fær.
Fai og Fai’r, s. Far. — fair, s. fager.
fakka, v. a. (a—a), gribe, tage fat paa (især i Hast). Jf. fanga og fata.
Faks, n. 1) Man, Manke. Meget udbredt (Jæd. Hall. Gbr. Ørk. Helg.). G. N. fax. 2) Fryndser, Rad af Traade paa Kanten af Tørklæder. B. Stift.
faksa, adj. fryndset. Ellers faksut, om Heste (kvitfaksut, linfaksut).
Fal (el. Far), f. see Fær.
Fal, n. Fnug paa Gløder, Falaske (Rommerige). „Han ser ut som et Fal“ (om En som er meget bleg). Jf. Falskje.
Fal, m. en Huul Tange, paa Jernspader og Hakker; et kort Rør, som gaaer op over Skaftet, saaledes at det skjuler Spidsen af dette. Bruges ved Kristiania. G. N. falr.
fal’, adj. fal, ledig; tilfals.
fala, v. a. (a—a), tinge, søge at faae noget paa visse Vilkaar; især om at fæste Tjenestefolk. Temmelig alm. Han fala so treng’e: den som behøver, maa søge. (B. Stift). Isl. fala.
Fald, m. 1) Fold, indbøiet Kant paa Klæder. Jf. einfalda, tvifalda. 2) Borde, Bræmme (= Kvare). Isl. faldr.
falda, v. a. ombøie Kanten paa Klæder; sætte Fald paa.
Falk, og Falkje, m. Falk. (Sjelden).
Falkje, m. Falaske; s. Falskje.
Fall, n. 1) Fald, langsom Nedfalden. (Jf. Dett). Lauvfall, Doggfall, Sjøfall. Figurlig: Synken, Nedstigen (f. Ex. i Priserne); ogsaa: Fald, Fornedrelse (om Mennesker). — 2) Synkning, Hældning paa en Flade. Denne Renna ha’ for lite Fall: denne Rende hælder for lidet. — 3) Noget som falder eller affalder paa een Gang. I Sammensætning, som: Lꜳvefall, Ꜳfall, Avfall. Konn’e va lite te Falls (Tell.): Kornet gav lidet af sig i Tærskningen. Jf. Foll og folla. — 4) Kroppen af et slagtet Dyr. Kr. Stift. (Isl. fall). Nautsfall og Smalafall bruges ogsaa i B. Stift. — 5) et Skjær ved Havkanten, kjendeligt paa Bølgernes Brydning. B. og Tr. Stift. Jf. Skjer og Bode.
falla, v. at falde; s. fella, v. n.
falla (adj. f.), og falle, (adj. n.), see fallen.
Fallekniv, m. Foldekniv, Lommekniv,
Fallekragje, m. nedbøiet Krave.
Fallemꜳn, f. Hængeman.
fallen, adj. 1) falden. Hedder ogsaa follen (som er mere regelret Particip). falla (femin.) siges en Ko at være, naar den viser Tegn til at den snart skal kalve. Sdm. og fl. (Isl. fallin i samme Betydning). — 2) beskaffen. Da va ikje so falle (Nhl.): det var ikke saaledes beskaffent. Især om Legemets Dannelse; f. Ex. godt fallen ɔ: vel dannet, vakkert voxen. — 3) bekvem, beleilig. Dæ va ikkje falle for me(g): det var mig ikke beleiligt. Guldbr.
Fall-gar(d), m. Skjærgaard, Række af
