som er uden Værd eller Gavn. Hall. Vald. fꜳfængjele Snakk: upassende Tale.
fꜳfengt, adv. forgjæves, uden Held. Indr. Ørk. I Vald. pꜳfængt. (Sv. fåfängt).
fꜳgjeten (el. fꜳ-giten, aab. i), adj. lidet bekjendt, sjelden omtalt. Yttresogn.
fꜳhæv’, adj. 1) uduelig, ringe, daarlig. Ndm. Sdm. Sfj. 2) farlig, slem at bestille med. Sdm. (s. hæv).
Fꜳing, f. Rødning, s. fꜳ, v. a. 2.
fꜳkunnug (-ig), adj. ukyndig, uerfaren, som ikke veed meget. Tell. Hall. (G. N. fákunnugr).
fꜳleg, adj. stille, ordknap, som taler lidet. Nhl. (Isl. fálegr).
fꜳlia (for fꜳ-lida), adj. som har liden Familie eller faa Folk hos sig. Tell. (G. N. fáliða). Det gamle lið (ɔ: Folk) findes kun i dette Ord og i manglia.
Fꜳme, m. en Taabe, En som bærer sig klodset eller forvirret ad. Guldbr.
fꜳment, adj. lidet bemandet, ikke mandstærk. Dei va so fꜳmente. Hær æ so fꜳment: her er saa faa Mennesker. Mest nordenfjelds. (G. N. fáment). See ment.
fꜳmælt, adj. taus, som taler lidet. Tell. og fl.
fꜳmøy, adj. modløs, frygtsom. Nhl. (Maaskee fꜳmogjen?).
Fꜳn, f. let Aske, Fnug. Gbr. s. Falskje. Jf. Fan, og Fꜳ, f.
Fꜳng, n. s. Fang og Fangan.
fꜳnga, s. fanga. — Fꜳngje, s. Fangje.
fꜳngla, v. a. omfavne (især tidt eller gjentagende). Shl. s. fagna.
fꜳngsla, v. a. omfavne. Sdm. og fl. Nogle Steder fangsløkje. I Shl. fꜳngla.
Fꜳngtak, s. Fangtak.
Fꜳnytte, n. liden eller ingen Nytte. Te Fꜳnytte: til liden Nytte, forgjæves. Gbr. og fl.
fꜳnyttug, adj. unyttig (eller af kun ubetydelig Nytte). Guldbr.
fꜳ-orig, adj. ordknap, taus.
Fꜳr, n. et ondt Lune, et Anfald af Hidsighed. Sdm. Han fekk eit ꜳ anna Fꜳr.
fꜳrꜳ, s. fara.
Fꜳre, m. Fare; Farlighed. (Istedetfor denne rigtige Form bruges nu paa mange Steder: Fare). — Eit Fꜳra Ve’r (Nhl.): et farligt Veir.
fꜳrelaust, adv. uden Fare. (Sjelden).
Fꜳrhæva, f. Fare, Vanskelighed, en slem Stilling. Nhl. Hedder ogsaa Forhæva.
fꜳrleg, adj. farlig.
Fꜳskje, m. Falaske: s. Falskje.
fꜳst, en Form af fꜳ, v. a. som kun bruges i Infinitiv. — fꜳst mæ: befatte sig med, røre ved, bestille med. (Nordlige Egne). I Sdm. og Gbr. sædvanlig: foste mæ; — i Ørk. og Indr.: fꜳss mæ. (Isl. fást við). — fꜳst i, har egentlig samme Betydning, men bruges oftest som et Beskedenheds-Udtryk, naar man taler om en Udmærkelse for sig eller sine. F. Ex. Eg skulde fꜳst-i stꜳ høgst: jeg skulde nu have den Ære at staae høiest. Dæ va no min, so skulde fꜳsti vere den beste (Sdm. Ndm.), eller: fꜳss mæ vꜳrꜳ den beste (Ørk. Indr.). Hedder i Sdm. og Ndm. oftere: fost-i; men i Ørk. og Indr. fꜳss i, og fꜳss mæ. — Ellers = læst (s. lꜳtast) og fara mæ.
fꜳsynt, adj. rar, sjelden, som man sjelden faaer see. Nhl.
fꜳtꜳ, s. fata. — fꜳta, s. fota.
fꜳtenkt, adj. eenfoldig, kortsynet, ikke nok forsigtig eller forudseende. Søndre Berg. (men ellers almeenforstaaeligt). Eg va for fꜳtenkte: jeg betænkte ikke alle Omstændigheder som jeg skulde.
fꜳvis (ii), adj. tosset, fjantet. S. følg.
fꜳvitug (aab. i; ogs. fꜳvetog), adj. tosset, vanvittig (i mildere Betydning). Ag. Stift. I nordre Berg. og Sdm. fꜳvis’e. Det Isl. fávís, dum, taabelig — er rettere. — Jf. vitlaus, dꜳrleg, tulla.
fe, forkortet af fere el. fire (aab. i), ɔ: for. Tell. s. fyre.
Fe, n. Fæ, Kvæg. Mest brugl. i Ag. og Tr. Stift. (Jf. Beist, Kryter). Formen Fi skal findes i Namd. I den gamle Betydning: Gods, forekommer ordet i de tellemarkiske Viser.
Fe-drift, f. en Hob Kvæg, som man driver til et langtfra liggende Sted.
Fe-fot, m. Dæ lꜳg unde Fefot: det var ikke indhægnet, det brugtes til Græsgang.
fegaste, s. fegst.
fegja, v. a. (a—a), feie, pudse. Lyder almindeligst som: feia. (Isl. fægja, rense). Jf. sopa.
Fegja (Feia), f. Skjønhed, Vakkerhed. Helg. D’æ ikje stor Feia pꜳ hen’: hendes Skjønhed er ikke saa stor. (Af fager, el. Roden fag).
fegjen (aab. e), adj. glad, fornøiet. Mest i B. og Tr. Stift. I Ndm. og Ørk.: figjen (fien), i Sogn: fegen; ellers:
