fell’ Utgar. G. N. fella (Love I. 41). Hertil Hafelle.
Fella, f. 1) Fældning, Fuge, Stedet hvor to Stykker ere sammenføiede (saaledes imellem Stokkene i en Væg eller Fjelene i en Baad). Jf. Skjøyt. 2) Fold, Rynke eller Læg. Skal bruges i Søndre Berg. 3) Fælde, f. Ex. Rottefælde. Hedder i de nordlige Egne: Foll.
Fellemun, m. Indknibning; Forholdet imellem den bredeste og den smaleste Deel af et Klædningsstykke. (S. fella v. a.).
fellen, adj. velsmagende, appetitlig (om Mad). Hard. (Af: fella pꜳ).
Fellestakk, m. 1) smaarynket Skjørt; 2) Planten Løvefod (Alchemille). Hard.
Felleve’r, n. Bygeveir; Vind som gaar i enkelte stærke Ryk eller Byger. B. Stift. I Tr. Stift Fallver.
Felling, f. 1) Falden; især Havets; — 2) Sammenfældning, f. Ex. af Fjele; — 3) Indkniben, at gjøre smalere.
Felt, n. Filt; s. Tov.
fem, Talord: fem. Hedder mest alm. fæmm; i Sæt. fimm (aab. i). G. N. fimm. Hertil: femte (fimte), den femte. femte kvar: hver femte. Femte-Parten: den femte Deel.
Fem-alning, m. fem Alen lang Stok.
Fem-ꜳring, m. fem Aar gammelt Dyr.
fembend, adj. fembaandet; især om Hesjer med fem Stænger i Høiden. Sdm. og fl.
Fembøring, m. en stor Baad, der sædvanlig faaer en Besætning af fem Mand. Fosen og fl. Vel eg. Fembyrding.
Femkjeiping, m. Baad med fem Aarepar. B. Stift.
femna, v. a. (e—de), omfatte med Armene eller Favnen; ogsaa: maale med Favnen. (Af Famn).
Femning, m. Stok, Træstamme som holder en Favn i Omkreds.
femroma, adj. femrummet.
femtan, Talord: femten. Hedder ogsaa: femta, fimta (Sæt.), femtꜳn (Nhl.), femtꜳ og femten. — Hertil: femtande, femtende.
fem-ti, halvtredsindstyve. Overalt vest- og nordenfjelds (Sv. femtio; Isl. fimmtíu). Ellers: haltress.
Fena(d) (ee), m. Kvæg, Kreature. Sogn, Voss, Hall. Guldbr. (G. N. fénaðr). Ellers: Bu, Buskap, Andmarkje. Det foranførte Fanar (Fana, Fænꜳr) ugaaer formodentlig herfra.
fengd, adj. 1) befængt (af fengja); 2) fængende, som let fænger. Mest i neutr. om Ildtøi. D’ær sꜳ fængt: det fænger saa hurtigt. Østerd. (See kvæm, fim). — 3) i Sammensætning, a) om en Mulighed at faae noget. Hertil: sjeldfengd, lettfengd, tungfengd, storfengd og fl. — b) om en Beskaffenhed (Tr. Stift i Formen fengt). Hertil: turrfengt, spakfengt, hagfengt og fl. Jf. fingjen. Af Roden fanga, i fꜳ (fekk, fingje).
fengja, v. a. (e—de), fænge, slaae an; især a) tænde, om Ild; b) smitte, om Sygdom. Ikke ganske alm.
Fengja (Fængje), f. Fænge paa Skudvaaben. Hertil: Fengjehol, n. Fængehul. Fengjekrut, n. Fængkrud.
fengjen, adj. 1) fængende, som let fænger; især om Fyrtøi. 2) smitsom; om Sygdom.
fengjen, part. (af fꜳ), faaet, modtagen. Søndre Berg. og fl. Ellers fꜳdd.
fengt, adj. s. fengd.
fenne, v. a. (e—te), om Sneen: opdynges, drive sammen i Dynger. Tell. (Isl. fenna). Af Fonn.
Fenne, pl. f. Sneemasser, opdreven Snee. Jæd. og fl. s. Fonn.
fent, adj. tildrevet med Snee; jf. sifent.
Fenta (Fænte), f. et Kvindfolk med fremmed Klædedragt og fremmedt Sprog; (især af Arbeidsklassen i Byerne); ogsaa en Landstrygerske. Voss, Hard. Tell. Hall. — Af Fant.
fere (fære, fe), ɔ: for; s. fyre.
fergja, f. 1) en Færge. (G. N. ferja). 2) et Færgested. Ørk. — Ferjemann, Færgemand. Ferjesta(d), m. Færgested. Jf. Sund, Sundstad.
ferma, v. a. (e—de), lade, lægge Ladning i (Baade el. Fartøier). Af Farm. Hertil fermd (ladet), høgfermd, tungfermd.
fersk (færsk), adj. færsk. Mest alm. fæsk, og i neutr. tildeels: fækst. — Fæskemjelk, f. nymalket Mælk.
ferskjen (fæskjen), adj. noget færsk, især om noget som er for spædt eller umodent.
Fesja, f. Pige, Tøs. Meget brugl. paa Helgeland. I Sdm. bruges Navnet Fesje i Spøg og med en ringere Grad af Agtelse. I Hard. er Fesja en falden Pige, En som har faaet Barn.
Fesl, n. Baand, Forbinding; s. Fetel.
fesle, v. forbinde; s. fetla.
Fesling, m. Beenling; s. Fetling.
fesse, v. n. hexe, helbrede ved Troldom. Tell. (Jf. runa, putra). Hertil: Fessekjering, f. Hex, Troldkone.
festa, v. a. (e—e), 1) fæste, gjøre fast. festa Kodn (Nhl.): sætte Korn paa Stør, s. støyra. 2) fæste, betinge sig, faae Fæste
