høres deels stærkere, deels svagere, efter som Vinden dreier fra eller til. „Dæ flaga i Kropp’a“, om enkelte hastig forbigaaende Rystelser eller Strømninger i Legemet, Anfald af Hede eller Kulde og lignende. Nordre Berg. (Jf. yra).
Flaga, f. et Ryk, Angreb, at noget paatrænger sig stærkere end ellers. Saaledes: a) Byge, Stormbyge, enkelt Vindkast. b) om en Fornemmelse i Legemet, et Tilstød, Anfald, f. Ex. af Skjælven, Nysen, Hoste (Hosteflaga). c) om Smerter, som i enkelte Stunder føles stærkere end ellers; en Paroxysme (= Rid). Dæ gjekk i Flage (i enkelte Paroxysmer). Han fekk dꜳ ei Flaga, ꜳ dꜳ ei onnor (snart et Anfald og snart et andet). Meget brugl. vest- og nordenfjelds. Ogsaa i Guldbr. (tildeels: Flꜳgꜳ).
flagemillom, imellem de enkelte Anfald.
Flageverk, m. Smerte som i enkelte Øieblikke indfinder sig med forøget Heftighed.
Flagg, n. Flag. I Hard- og fl. Steder hedder det Flagd.
flagga, v. n. flagge. I Hard. flagda.
flagna, v. n. revne; s. flakna.
flagsa, v. n. flagre, vifte; s. flugta.
Flak, n. 1) Flig, Lap, en løst nedhængende Klud. Tr. Stift. 2) et stort løsrevet Stykke, især af Iis. Isflak (i Gbr. Isflok, -flook). 3) et letsindigt Kvindfolk. Nogle St. Flas. Jf. Isl. flakalegr, letfærdig.
flaka, v. a. lægge Flager paa; s. Flakje.
flakebringa el. -bringꜳ), adv. med nøgent Bryst, med Klæderne oprevne. Sdm.
Flakje, m. (Fl. -ka), Flage, en stor Luge af sammenføiede Fjele.
flakk, adj. s. frak.
Flakk, n. Omflakken. koma paa Flakk.
flakka, v. n. (a—a), flakke, vanke om.
flakkfør’, adj. rask, rørig, som gaaer godt. Især om gamle Folk. Sdm. og fl.
flakna, v. n. (a—a), flækkes op, revne, falde i Skiver; eller ogsaa: skjælles af, løsne, om Skind, Papirbetrækning og deslige. Alm. men paa nogle Steder: flagna. (Isl. flagna).
flakt, part., flækket s. flekkja.
Flame, m. Flamme, eller en Figur som ligner Flammer. — flamet (utt), adj. tegnet med Figurer som ligne Flammer.
flana, v. n. (e—te), stirre paa noget, gloe, gabe: ogsaa løbe blindt hen, fare taabeligt afsted. Nordre Berg.
flangra, v. n. springe efter noget, løbe om (med Begreb af Ringeagt). Tell. og fl. Hedder ogs. flangsa og flamsa. Jf. flogsa.
Flas, n. tyndt Skal (= Rus); Skjæl, smaa Spaaner og deslige. Gbr. Tell. (Jf. Flus).
flasast (flases), v. n. = flisast. Østerd.
Flaska, f. Faske. (I Vald. Flæske). Ogsaa et Trækar, en Dunk med et Spunds paa Siden. Mjelkeflaske. (Nordre Berg.).
Flassøp, n. Feieskarn (= Sorp). Tell. Isl. flatsóp.
flat, adj. 1) flad. Heraf Flot og Flota. 2) skamfuld, forlegen.
Flata, f. en Flade; s. Flota.
Flatebrau(d), n. Fladbrød. Jf. Leiv.
Flatgjor(d), f. et Slags tynde og brede Baand paa Kar. Heraf flatgjora, adj.
Flatlende, n. en flad og jævn Mark.
flatlendt, adj. om en Egn eller Strækning med flade marker.
Flatmagje, m. Luftblæren af store Fiske, som paa nogle Steder tillaves til Mad.
flatna, v. n. blive fladere.
flatnasa, adj. som har flad Næse.
flatrosta, adj. om et Huus, hvis Tag er lavt eller har liden Reisning. Modsat brattrosta. Tell. og fl.
Flatseng, f. en Seng, hvis Bund dannes af Gulvet; en Gulvseng.
flatt, m. see Flꜳtt.
flarvoren, adj. nogenlunde flad.
flau, adj. bly, frygtsom. Rettere blau(d).
flaug, fløi; s. fljuga.
Flaum, m. Vandflom, Oversvømmelse af Elve og Vanddrag. Sogn, Ag. Stift, Ogsaa i Helg. I Østerd. Flom. (Jf. Flod).
flauma, v. n. (a—a), strømme rigeligt, flyde over Bredderne. Hall. og fl.
flaut ɔ: flød; s. fljota.
Flauta, f. Tværstykke i en Slæde. Sogn, Søndre Berg. I Rbg. Flautstokk, Flaustokk. I Ørk. Flesstokk. Jf. Hynning.
Flꜳ, f. 1. (Fl. Flær), Flydholt, Kork eller Træstykker som fæstes paa Overkanten af Fiskergarn. Shl. Stav. og fl. I Ag. Stift: Flø, m. (Isl. flá, Spile). Jf. Kavl.
Flꜳ, f. 2. (Fl. Flæ, r), en Afsats, en liden Flade imellem bratte Klipper. Nordre Berg. Sdm. Ørk. (Isl. flá).
Flꜳ, f. 3. et Lag; s. Flo.
flꜳ, adj. vid, udvidet, aaben eller noget flad; f. Ex. om en Dal med svagt opstigende Sider, et Kar eller Fad med vid Rand og liden Fordybning. Me-
