get udbredt Ord. Rbg. Tell. Ag. Stift, Hard. Sdm. og fl. (G. N. flár).
flꜳ, v. a. (flær; flo; flegje), at flaae, tage Skindet af. Uegentl. skinde, afpresse Folk Penge uden Skaansel. Sup. hedder ogsaa flege (Sogn), fleie (Søndre Berg.), og fligje. I de nordlige Egne har Ordet svag Bøining: flꜳr, flꜳdde, flꜳtt. Formen flaga forudsættes i Maraflagar og flegjen; jf. fletta og Hovudflꜳtt.
Flꜳbotn, m. Bund som er noget flad eller har kun en svag Hældning.
flꜳgrunt, adj. n. grundt med svag Hældning.
Flꜳgrynne, n. en Grunding i Vandet med en svag Skraaning til Siderne.
flꜳkjæfta, adj. aabenmundet, som ikke kan tie. Ag. Stift.
flꜳlendt, adj. svagt hældende, næsten fladt. (Sjelden).
flꜳna, v. n. blive videre og fladere, om en Dalstrækning. Gbr. og fl.
Flꜳs, m. letsindig, snakkelysten Person.
Flꜳssfjør, s. Flossfjør.
Flꜳtt, m. (eg. Flaaen), s. Hovudflꜳtt.
Flꜳtt, m. et Insekt, som sætter sig fast paa Dyrenes Hud for at suge Blod, og bliver siddende indtil dets Bug er saa fuld, at det ikke længere kan holde sig. (Ixodes caninus). Sv. fästing. Bekjendt i B. Stift. og flere Steder. I Nhl. Flatt; i Sogn hedder det Hatleflꜳtt medens derimod Flꜳtt er Pediculus pubis). I Rbg. siges Flꜳtt om en Person som lever lystigt og gjør sig vel meget tilgode.
flegjen, adj. flaaet. Hedder ogsaa: flegen (Sogn), og mest alm. fleien (men i pl. flegne).
Flein, n. see Fleir.
flein, adj. 1. blottet, aaben; især om Træer, naar Barken paa et Sted er afreven. Valdrers. Uvis Rod; jf. flaga og flegjen; el. maaskee flina (ɔ: grine, fnise).
flein, adj. 2. skamfuld, rødmende. Indr.
Fleine, f. et bart eller blottet Sted i en Skov. Guldbr. Paa Træer: et Sted hvor Barken er afreven.
fleine, v. n. 1. blive bar, blottes paa et enkelt Sted, f. Ex. paa Hovedet, naar Haaret flader af. Tell.
fleine, v. n. 2. kjæle, smigre for En. Ørk. (I Sdm. hedder det: flere).
fleinen, adj. kjælende, sødtalende, som naar man taler til smaa Børn. Ørk.
fleinskalla, adj. skaldet paa Midten af Hovedet. Overalt søndenfjelds; ogsaa i Ørk. Jf. flein og fleine.
fleinskurvut, som har Udslæt paa Hovedet. Vald.
fleint, adj. n. bart, nøgent. Gbr.
fleipe, v. n. drive letsindig eller tvetydig Spøg. Sdm. — Andre St. flæbe, græde.
Fleir, n. et Slags tyk Skurv eller Knort i Huden, paa Heste. B. Stift. I Valders: Flein, n. (Isl. fleiðr, Saar).
fleire, adj. flere. Paa Jæderen hedder det ogsaa: fleirne.
Flekk, n. Skal (= Rus, Flus). Voss.
Flekk, m. (Fl. Flekkje, r), Plet, Flæk; ogsaa et enkelt Sted eller Punkt. Paa Flekkjen: paa Stedet. — 2) endeel Hø, som er udspredt paa Engen for at tørres. Høyflekk. (Isl. flekkr). Alm. I Tr. Stift ogsaa Breie og Rꜳk.
flekka, v. n. (a—a), om Jorden, naar Sneen tøer, saa at det bliver bart paa enkelte Pletter. Mest søndenfjelds. I Valders hedder det ogs.: fleka el. flika. I Sdme. røvla. — flekka v. a. er derimod at beflække, sætte Pletter paa.
flekkast, v. n. blive plettet.
Flekkesnø (-snjo), m. Snee som afbrydes ved enkelte aftøede Pletter. Ag. Stift.
flekkja, v. a. (flekkje, flakte, eller flekte, 1) flække, kløve; ogsaa opskjære. 2) afrive, fraskille (Skind, Betræk o. s. v.). 3) afskalle, f. Ex. Poteter. Voss. Gbr.
Flekkja, f. et afflækket, løsrevet Stykke. Shl. og fl.
Flekkjing, f. Flækning, f. Ex. af Fisk.
flekklaus, adj. uplettet, fri for Pletter.
flekkut (-ette), adj. plettet, flækket.
flengja, v. a. (e—de), flænge, rive i Stykker; ogsaa ridse, skjære, især i Kjød.
flere (ee), v. n. (a—a), kjæle for En; ogsaa lefle. Sdm.
Flerra (Flærre), f. et Skaar, et revet eller hugget Saar. Mest nordenfjelds.
flerret, adj. skrammet, fuld af Saar. I Ørk. flærꜳt.
Fles (aab. e), n. Skal. Gbr. s. Flus.
Flesk, n. Flæsk. — Fleskesvor(d), m. Huden paa Flæsk.
Flesstokk, m. see Flauta.
fleste, adj. (superl.), fleste. I Nhl. flestre; i Sdm. frestalle (G. N. flestir allir).
fletta, v. a. 1. (a—a), at flette.
fletta, v. a. 2. (a—a), false, indskjære Kanten paa en Ramme eller Karm. Helg. Ellers = grøypa.
fletta, v. a. 3. (a—a), 1) at flaae. Tell. (Jf. belgfletta). 2) ridse, saare, rive Huden af. Tell. Jf. flengja.
Fletta, f. 1. et Saar, en Ridse. Tell.
Fletta, f. 2. en Flette, Haarfletning.
