Fletthyvel, m. en Høvel til at jævne Kanter med, og til at udskjære en Fals eller Ramme. (Jf. fletta, 2).
Fli, n. Redskaber, Værktøi. Sdm.
fli, v. a. 1. (r—dde), behandle, tillave; ogsaa ordne, pynte, holde istand. Meget brugl. i B. og Tr. Stift. (I Danmark flye).
fli, v. a. 2. (r—dde), flye En i Hænder, række, levere. Med Dat. og Akk. f. Ex. Fli meg Staven. B. Stift, Tell. og fl.
flidd, adj. behandlet, lavet. væl flidd. ille flidd. Dær va so ille flitt: der var saa uordentligt. B. og Tr. Stift.
flikje, v. n. (e—te), være slap eller buget i Kanten; om Klæder og Skoe, hvis Kanter ikke rigtig slutte t il. Guldbr. og fl. I Sdm. flækje. Jf. jarflikt.
flikra, v. n. kjæle, smigre, indsmigre sig. B. Stift. I Hall. flika (el. fleka). Hertil Flikamꜳna(r), pl. Begyndelsen af et Ægteskab; Hvedebrødsdagene. Nordre Berg.
flina, fnise, lee; s. flira.
Flinad, m. Behandling, Røgt. Nordre Berg. (af fli).
Flindra, f. en tynd Skive eller Splint; f. Ex. af Steen. B. Stift.
flindrast, v. n. revne, kløves i Splinter. Guldbvr. Sdm.
Flinga, f. en tynd Skorpe. Sogn.
flinka, v. n. fegte eller støde med Hænderne, ligesom naar man vil slaae. Sdm.
Flint, f. s. Tinna.
Flir, m. Fnisen, dæmpet Latter.
flira, v. n. (e—te), fnise, smaalee; især om en utidig Latter. I Sogn hedder det flina, med Formerne: flin’e, flein, fline (aab. i); f. Ex. Han gjekk ꜳ flein ꜳt da.
Fliring, f. Grinen; idelig Latter.
Flis (ii), f. (Fl. Flisa, r), Splint, Spaan; et tyndt og langagtigt afrevet Stykke, af Træ, Straa, Skal o. s. v. Alm. og meget brugl. (G. N. flís).
flisa, v. a. oprive, splintre. flisa upp: oprive Overfladen, saa at den bliver fliset.
flisast, v. n. revne, splintres; blive fliset paa Overfladen.
fliska, v. n. i Taalemaaden: fliska ꜳ banna ɔ: sværgen og bander. Sdm.
Flisme (aab. i), f. Been-Edder; et Slags Bylder, som udgaae fra Benet, og hvorved undertiden enkelte Beenstykker (el. Fliser) falde ud. Sdm. og fl. Skal i Tr. Stift hedde Flesme. I Sogn hedder det Frisma, og i denne Form skal Ordet ogsaa findes i gammel Svensk og i svenske Dialekter. — Nogle St. Alvskot.
Flismegras, n. en Urt som har været brugt imod Flismen. (Veronica officinalis).
Flismyk, f. Gjødsel som er blandet med Savspaaner. Ag. Stift.
flisut (flisette), adj. fliset, splintet, opreven eller ujævn paa Overfladen.
flitta, v. n. skynde sig. „flitte paa“ (sdm.). Jf. flyta. — flittug, adj. s. onnug.
fljot’ (oo), adj. 1) rask, snar, hurtig, Søndre Berg. og fl. I Tell. forekommer fjot (som forældet); i Tr. Stift bruges det meget og hedder: fløt. Isl. fljótr. Helst om Ting, som ere jævnlig i Bevægelse, f. Ex. et Uhr. Klokka æ for fløt (ɔ: gaaer for hurtigt). — 2) som kommer snart frem, bliver tidlig færdig. Søndre Berg. fljott Kodn: Korn som modnes tidlig. Du æ fljot’e: du er tidlig paafærde. 3) fyrig, frisk, munter. Sdm. hvor det hedder: fljøt’e. Heraf: flyta, v. a.
fljota, v. n. (flyt’; flaut; flote, aab. o), at flyde. (G. N. fljóta). Inf. hdder: fljota, flote (oo), fljøte, fløte, (aab. ø) og flyte. Betydn. 1) flyde ovenpaa, holde sig paa Overfladen. (Modsat sekka). 2) strømme over; være oversvømmet. Dæ flaut all Mark: Vandet gik over den hele Mark. Forskjelligt fra renna (Dansk flyde). — Heraf: Flot, Flote, fløyta, og fl.
fljotande, adj. flydende, som ikke synker.
Fljotleikje, m. Hurtighed. (Sjelden).
fljuga, v. n. (flyg; flaug; flogje, med aab. o), at flyve. (G. N. fljúga). Inf. hedder: fljuga, fljuge, fluge: fljøge, fløge, flyge. Imperf. har i Fleertal: flugo (aab. u) i Hall. og Vald. — Betydning: 1) flyvge. Imperf. har i Fleertal: flugo (aab. u) i Hall. og Vald. — Betydning: 1) flyve, om Fugle og Insekter. Om andre Ting, som svæve i Luften, siges: fjuka, driva, spretta. 2) løbe, hoppe, fare hurtigt afsted. Meget brugl. søndenfjelds, om Dyr og Mennesker. 3) løbe, yttre Parredrift; om Dyr af Hunkjønnet, især Hopper. Nordre Berg. Jf. Flog. Beslægtede Ord. Flog, Fluga, Fly(gje), fløygja, fløygd.
fljugande, adj. og adv. flyvende.
Fljuging, f. Flyven; Maade at flyve paa.
Fljøt (aab. ø), m. Kork eller Flydholt paa Garn. Sdm. og fl. (for Fljot). Jf. Flaa.
fljøte, v. n. s. fljota.
Flo, f. 1. et Lag, et Læg; det som nedlægges i een Række eller paa een Gang. Næsten alm. I Sdm. Flꜳ. G. N. fló. Ordet Lag er sjeldnere og bruges mest om et enkelt Lag; Flo bruges især naar der ere flere Lag over hinanden.
Flo, f. 2. Kjerne, f. Ex. i Æbler. Hard.
