Fleertal hedder: Flør. 2) de enkelte Korn paa Havren; maaskee ogsaa Hylsteret som omgiver Kornet. Ørk. „Dæ va Skjør i ne’ste Flo’en“, d. e. der var Kjernestof (Skyr) i det nederste Korn i Havretoppen; altsaa: Havren var næsten moden. (I Sdm. hedder det: Dæ va Skyr ’ti ne’ste Klo’ne). Begyndelsen til en Kjerne kaldes ellers: Loppa; og den gamle Betydning af Flo er Loppe; see Marflo.
Flø (Regnskyl), s. Flod. — floa, s. floda.
Flod (Flo), f. 1) høit Vande; den Tid da Havet staaer høiest. Modsat Fjøra. 2) Vandflom, Oversvømmelse, at Elvene blive store. Ørk. Indr. (i Formen Flo). I Sdm. Fløde, n. (Isl. flóð, n.). Heraf fløde, v. n.
Flod (Flo), n. en kortvarende Skylregn, som indtræffer i tørt og varmt Veir; især Tordenregn (Toreflod). Nordre B. Sdm. Ndm. Ørk. Ogsaa ved Bergen: Flo, f. (ei Flo). I Tr. Stift oftere: Floing, m.
floda (flode, floa), v. n. (a—a), om Veiret, naar Himmelen pludselig overskyes og der indtræffer en Regnbyge; især paa en Tid, da Luften ellers er klar og varm. Dæ floa (el. han floda): det trækker op til en Regnbyge. Nordre Berg. og fl.
Flo(d)brot, n. Flodmaal i Strandbredden. Helg. I Sdm. Flodabrꜳk, n. som ogsaa betegner den Rad af løs Tang, Kviste og deslige, som bliver liggende øverst i Flodmaalet. (Isl. brúk).
floden (flo’in), adj. om Veiret, naar det afvexler med Varme og Skylregn.
flodfri, adj. om noget, som ligger saa høit paa Strandbredden, at Søen ikke naaer det i Flodtiden.
Flo(d)ing, m. Skylregn efter tørt Veir; Tordenregn. Ørk. Indr. (Flo’ing).
Flo(d)mꜳl, n. den Høide hvortil Søen stiger i Flodtiden. I Hard. Fløarmꜳl. (G. N. flœðarmál). Jf. Flodbrot.
Flo(d)mund, m. Flodtid. Tr. Stift. Søndmør.
Flo(d)skur, f. Regnbyge, Tordenregn.
Flo(d)ver (Floveer), n. Tørt Veir som afbrydes ved enkelte Regnskyl.
Floe, m. Vandpyt, Vandsamling paa lav og sumpig Grund. Jæd. Jf. Isl. flói, en sumpig Egn.
floet’ (floette), adj. fuld af Vandpytter. Jæd. Ogsaa det samme som floden.
Flog (aab. o), n. 1) Flyven, Svæven. (Sjelden). Af fljuga, flaug. Ogsaa: Løb, Strømning; f. Ex. Blodets i Legemet. — 2) Løben, Omsværmen. Dei æ ute pꜳ Flog: de løbe omkring efter Leg og Selskab. Ofte tvetydigt og med Foragt; hertil „Flogmærr“: en Tøite, egentl. en geil Hoppe; s. fljuga, 3. — 3) Gigt, Sting eller Smerter som pludselig gaae over fra et Lem til et andet. Sjelden. (Isl. flog). — 4) Ukrud, Snyltevæxt; især Flyvehavre. B. Stift. I Tell. Flug. — 5) en Fjeldvæg, en Klippe, som er saa brat, at intet kan ligge eller fæste sig paa den. B. Stift, Helg. og fl. Nogle St. Flaug. I Hall. Flag.
Floga, s. Fluga.
flogbratt, adj. yderst brat, næsten lodret.
Flogfjell, n. et meget brat Fjeld.
Flogga, f. et tyndt Dække, en Hinde, især af Skum eller Fedt. Skumflogge, Feittflogge. Ei blꜳ Flogge: den blaalige glindsende Overflade paa mineralsk Vand. Nordre Berg. Sdm. Jf. Folga, Flukka.
flogga, v. n. grønnes, om Skov. Sogn.
Floghavre, m. (-hævre, f.), Flyvehavre (Avena fatua). See Flog.
flogjen (aab. o), adj. bortfløien.
Flogrogn (-rꜳgn), m. Snylte-Røn, Rønnetræ som voxer i en Kløft eller Huulning paa et andet Træ (fordum anseet som nyttig imod Trolddom). Helg. Sdm. Gbr.
Flogs, f. en Flane, et letsindigt Menneske.
flogsa, v. n. sværme, tumle, fare letsindigt frem (især med Begreb af Letfærdighed). Nordre Berg. Gbr. og fl.
Floing, s. Floding.
flokast, v. n. sammenvikles; s. flokna.
floket (flokꜳtt), adj. fuld af Knuder og Forviklinger. B. og Tr. Stift.
Flokje, m. 1) Knude, Forvikling, en sammenviklet Lok eller Klynge, af Haar, Traad, Snorer og deslige. B. Kr. og Tr. Stift. G. N. flóki. Jf. Vase, Tull, Tuste. — 2) en Visk, Kvast, en Green med tæt sammenhobede Kviste. Nhl. og fl. (Jf. Brakaflokje). Ogsaa en tyk Sky (Skyflokje). I Gbr. Flok (oo), om et Isstykke (ellers Flak). Figurlig om forviklede Omstændigheder. (S. Fløkje). I Sdm. og nærmeste Egne haves Talemaaden: „bere Flokje“ ɔ: slaae Armene korsviis imod Skuldrene for at varme sig. Ellers: berja Floka, og: slaae Flakje.
flokjen, adj. (Fl. flokne), forviklet, sammenviklet, vanskelig at faae Rede paa. Modsat greid. Om Træ: snoet, tværvoxet, vanskeligt at kløve. Modsat bein-
