Side:Ordbog over det norske Folkesprog1.pdf/122

Denne siden er korrekturlest

tydningen Baad eller Fartøi findes i Ꜳfløy.

fløye, s. fløygja.

Fløyg, m. et Spid; en Stikke hvormed Fladbrød vendes under Stegningen. Nhl. Jæd. og fl. Ellers Spade, Spoda.

fløygd, adj. 1) flyvefærdig, som kan flyve (om Fugleunger). Isl. fleygr. 2) hjulpen, reddet af en Forlegenhed. Nordre Berg. og fl. 3) i Sammensætning (lettfløygd, tungfløygd): flyvende el. løbende. Ag. Stift.

fløygja (fløye), v. a. (-gje, -gde), lade fare, slippe af Haanden. Nordre Berg. Fløyg ikje ned: lad ikke noget falde ned. Egentlig: lade flyve, af fljuga, flaug. (Isl. fleygja, at kaste).

Fløygjel, s. Flygjel. Fløyra, s. Føyra.

fløyta, v. a. (e—te), 1) faae noget til at flyde. (Af fljota, flaut). G. N. fleyta. — fløyte seg: komme ovenpaa; ogsaa holde sig paa Vandfladen. Alm. 2) affløde, aftage noget som flyder ovenpaa; især Fedt. 3) løfte op, hæve, lette, f. Ex. en tung Stok. „fløyte seg“, bemærker ogsaa: muntre sig, blive mere kvik. 4) om Veiret: lette Arbeidet (= flyta). Tildeels i B. Stift, ogsaa i Hall. og fl.

Fløyta, f. 1. = Honbora (i en Mast). Helg.

Fløyta, f. 2. en Fløite (at spille paa). Fløyte-emne, n. Grene hvoraf Barkfløiter tilskjæres.

Fløyte, m. tynd Fløde. Jf. Rjome.

fløyten, adj. 1) let, flydende. (Sjelden). 2) lettende, gunstig, om Veir som letter Arbeidet. Hall. og fl. S. flyteleg.

Fløyte-rꜳ, f. en Stang som er befæstet paa en Brygge og tjener til at fortøie Baade ved. Søndre Berg.

Fo (for Fod), f. Bagdeel; s. Fud.

Fod, n. Fodeleige ɔ: s. Fodr.

Fodn, Foræringer, s. Fon.

Fodnad, m. Fostring; s. Fødnad.

Fod(r), n. Foder, Næring; især for en Vinter. I Udtalen mangler deels d, deels r; saaledes: Fod (Sdm. Nfj.), Fo’r (mest alm.); nogle Steder Fostr. (G. N. fóðr). Søndenfjelds siges Fo’r ogsaa kun om Hø og Halm; især om Høet; saaledes: Fo’r-fanga, n. i Hall. Vald. og fl. om en Favn eller Byrde af Hø; ligesaa: Fo’rlass (Hølæs), Fo’rløyse (Hømangel) og fl. I B. Stift ogsaa: Fodring, Opfostring; jf. Kufodr, Smalefodr. Hertil: Fodeleige, f. Betaling for Fodring, eller for Vinterfoder. Sdm. Ellers: Fo’rleiga, og i Helg. Forvar (Foorval), n. for Fodverd. — Fodenaut (Fo’rnaut), et Nød, som udsættes paa Foder imod Betaling. Saaledes ogsaa: Fo’rku (Fodekyr), f. Fo’rsau (i Sdm. Fodesaud), m. og fl.

fo(d)ra (alm. fora), v. a. (a—a), fodre, føde, give Foder. Du æ væl fora mæ di ɔ: dermed er du vel forsynet. Et andet og nyt Ord er: fodra ɔ: fordre. Hertil: fodrast paa ɔ: udfordres. Fodring, f. Fordring, Krav.

Fo(d)ring (alm. Foring), f. Fodring, Opfostring. Eit Aars Foring: Foder for et Aar.

foen, adj. som har et sygeligt Udseende. Sdm. Især med Hensyn paa en Ansigtsfarve, som betegner Sygdom eller Svækkelse. Vel egentlig det samme som fꜳen.

foga (aab. o), v. a. (a—a), stoppe, proppe fuldt. Tell. I Sdm. hedder det fogla.

fogla, v. s. foga. Fogling, f. betegner ogsaa: Kludren eller forgjæves Møie. Fok (aab. o), n. Fygen, Drev. Snøfok. Sandfok. G. N. fok. Ogsaa: Løben, Omtrippen; ligesaa: Hast, Skynding (ligesom Driv). Af fjuka, fauk.

fokjen (aab. o), part. dreven, føgen.

Fokk, n. s. Folk.

Foksand, m. Drevsand, Flyvesand.

Fokver (-vær), n. Storm og Drev.

fola (aab. o), v. n. faae Føl, om Hopper.

Fold, m. Fold, Rynke. Sogn. Nhl.

Fole (Fꜳla, Fꜳlꜳ), m. Fole, ung Hest. Ellers et Kjæle- og Lokkenavn til Heste i Almindelighed. Jf. Fylja.

folen (oo), adj. fæl, gyselig. Sdm. Dæ va so fole te sjꜳ. Jf. dælen, rysen.

Folga, f. 1. et tyndt Dække; især af Snee. Snøfolga. Sogn. Jf. Flogga.

Folga, f. 2. Aftægt, Føderaad til Forældre eller forhen værende Besiddere af en Gaard. Ryfylke. (Ellers: Kor, Livaure, Hold og fl.). Jf. Foolog. — G. N. fulga, Ophold.

Folkefolk, n. Aftægtsfolk. Ligesaa: Folgeekkja (Enke), Folgekꜳna, Folgemann.

folkefri, adj. fri for at give Aftægt.

Folk, n. Folk, Mennesker. I Sæt. Fokk. Bruges som Kollektiv ved et ubestemt Antal, men ikke ved et bestemt Antal, da det hedder: Menneskje. Singulært kun i Mannfolk, og Kvinnfolk. I indskrænket Betydning siges Folk: a) om Huusfolk, Familie; ogsaa Hjælpere, Deeltagere, f. Ex. i et Arbeide. b) om en brav, agtværdig Familie. koma te Folk. vera hjꜳ Folk. c) om Ægtefolk; saaledes: lause Folk (som ikke have