Gaard eller fast Stilling); tilkomne Folk (et noget aldrende Par). I Sammensætning (ligesom Mann) ved alt hvad der tilhører Mennesket, især Legemets Dele; saaledes: Folkebein (Menneskebeen), Folkjekjøt, Folkehꜳr, Folkeføter; ligesaa Folke-ver (Veir som Mennesker kan udholde), Folkemat (Menneskeføde), og fl. — Jf. Mann.
folka seg: danne sig ved Omgang med Folk; vænne sig til en god og sømmelig Opførsel. Ogsaa: holde Maade, være fornuftig.
folk-audt, adj. n. øde, hvor der er faa eller ingen Mennesker. Ørk. og fl.
Folk-augu(r), plur. i Talemaaden: „i Folkaugom“: paa offentlig Plads, eller i mange Menneskers Paasyn.
Folkefar, n. Spor efter Mennesker. Ogs. Folkefore (Sdm. og fl.).
folkefaren, adj. befaren, betraadt.
folkefræg, adj. som behøver meget Folk. Om et Arbeide, et Værk eller en Gaard, som ikke kan drives ved faa Mennesker. Tell. Hard. Shl. (folkafræg’e).
folkeful, adj. vild, olm; om Dyr. Fosen.
Folkefær(d), f. Menneskers Adfærd.
folkegjengd, adj. 1) som kan betrædes af Mennesker. (Sjelden). 2) erfaren, vant til Omgang med Folk. Tell.
folkekjemt (el. -kjømt), adj. n. om et Sted, som er meget tilgjængeligt, har ideligt Tilløb og Besøg af Fremmede. Tellem.
folkeleg, adj. 1) passende, sømmelig, anstændig. 2) om Mennesker: ordentlig, som opfører sig godt.
Folkeløysa, f. Mangel paa Folk.
Folkemagt, f. Menneskekræfter.
Folkenamn, n. Menneskenavn.
folkerik’, adj. folkerig.
folkerædd, adj. menneskesky.
folkesamt, s. folkut.
Folkeskifte, n. Ombytning af Folk (Arbeidsfolk).
Folkeslag, n. Slægt eller Familie med Hensyn til visse Egenskaber. „Eit stort Folkeslag“, om en Slægt som udmærker sig ved Legemsstørrelse. Ligesaa: „eit spakt Folkeslag“ om en Familie som bestaaer af stille, spagfærdige Folk.
Folkestrok, n. Flok, Følge; s. Strok.
folkestygg’, adj. menneskesky (s. stygg). B. Stift. I Ørk. folkstyggjen.
Folketal, n. Folkemængde.
folkevand’, adj. 1) vant til Omgang med forskjellige Folk; erfaren, bevandret. Om Dyr: tam, huusvant. 2) kræsen i Valg af Selskab og Venner. Sjeldnere. (I første Betydning rettere folkevan). See vand.
Folkevase, m. Folkehob. Helg.
Folkevis (ii), f. Folkeskik. Paa Folkeviis; paa en sømmelig Maade.
folkut (folkette, folkꜳt), adj. fuldt af Folk; ogsaa beleiligt for Samfærsel, uroligt, sjelden stille eller frit for Besøk. Sogn, Hall. Gbr. og fl. I Sdm. folkesamt.
Foll, f. 1. en Fælde, Musefælde. Tr. Stift, Sdm. og fl. Andre St. Fella.
Foll, f. 2. i Ørk. „E mꜳ si’ de mi Foll“: jeg maa sige dig min Mening, el. hvad mig tykkes. Sjelden.
Foll, n. Foldrighed; Kornets Forhold til Halmen eller Straaenes Væxt. (Sjeldent Ord). „Dæ va lite i Follꜳ“ (dat. pl.): det var lidet Korn i Forhold til Halmen. Sdm. I Tell. „lite te Falls".
folla (-e), v. n. (a—a), give noget af sig, give mange Fold; ogs. forslaae, gjøre Virkning. „Dæ folla godt“ — siges især om Kornet, naar det giver meget af sig ved Tærskningen; altsaa naar det tærskede Korn bliver meget i Forhold til Halmens eller Straaenes Mængde. Modsat: dæ folla lite. — Ogsaa om andre Ting: „dæ folla“ ɔ: det forslaaer, det falder rigeligt, det gaaer ikke smaat. Sdm. Gbr. Ndm. Ørk.
Folling, f. Udbytte, Forslag; Mængde i Forhold til hvad man ventede.
Follog (aab. o), og Follaug, n. Aftægt, Føderaad. Rbg. Nedenæs. Det samme som Folga; men maaskee af en Anden Oprindelse; jf. G. N. forlag.
follrik, adj. foldrig, som giver meget af sig; om Korn. Tr. Stift.
follug (follau), adj. foldrig. follaugt Konn: Korn som giver meget af sig ved Tærskningen. Ørk. og fl.
folna (aab. o), v. a. visne, svinde hen. Sogn. (Isl. fölna, falme).
Fom, s. Fjom.
Fon (oo), f. Fone, pl. Foræringer, især bestaaende af Spisevarer, som man sender til den der holder Bryllup. Yttre Sogn. Nhl. I Hard. Fodn (oo), n. Andre Steder Føring, Sending, Beininga. (G. N. fórn, f. Foræring; ogs. Offer).
fona (oo), v. n. bringe Foræringer; give „Fone“. I Hard. fodna (oo), egentlig: forna. — Fonekorg, f. Kurv hvori man bringer Gjæstebudskost. I Tr. Stift: Beiningskorg.
Fonn f. 1) Sneehob, sammendreven Sneemasse. Fleertal: Fenne, r. Bruges i det sydlige Norge til Sfj. og Gbr.
